Almene boligselskaber opfordrer beboere til at skrue op for varmen i frygt for skimmelsvamp

Skimmelsvamp vokser, når der er fugt i dit hjem. Luft derfor godt ud i dit hjem og undgå at tørre tøj indendørs.

Skimmelsvampe frigiver stoffer, som kan være sundhedsskadelige for nogle mennesker. Redigering: Søren Winther Nørbæk.

De er bittesmå, kommer i flere nuancer, elsker fugt, og er ikke noget, nogen ønsker sig til jul.

Nemlig skimmelsvampe.

I flere almene boligselskaber rundt omkring i landet, frygter de, at den uvelkomne svamp vil vokse sig frem i boligerne, hvis beboerne ikke tør skrue op for radiatorerne i takt med, at temperaturen uden for falder.

- Vi er alle klar over, at vi står i en alvorlig situation med stigende energipriser her i landet, og derfor er alle også opfordret til at tænke på deres energiforbrug, skriver Ballerup Kommunes største boligselskab, Baldersbo, i et brev, der er sat op i flere ejendomme.

Boligselskabet med mere end 3.700 lejemål understreger i opslaget, at "manglende opvarmning af boligen kan få alvorlige indeklimamæssige problemer i form af skimmelvækst".

Boligselskabet Baldersbo har blandt andre hængt en meddelelse op i deres opgange og beder beboere om at tænde for varmen. (Foto: © PRIVATFOTO)

- Folk tørrer tøj, de har forskellig adfærd i deres bolig, der kan give problemer. Især hvis man så ikke varmer den nok op, fortæller direktør i Baldersbo, Søren S. Christiansen.

Det er ikke kun i Ballerup, der er bekymring for, at de stigende el- og gaspriser kan sætte fut under skimmelsvampens spredning. I Viborg sendte boligselskabet Sct. Jørgen i september skrivelser ud til deres knap 5.500 lejere.

- I første omgang var det fif til at spare på det varme vand, på varmen og på strømmen. Sammen med de spareråd skrev vi om, at det er vigtigt at holde varmen på alle rum, forklarer direktør Ole Nielsen.

- Når vi gør det, skyldes det, vi er bange for skimmelsvamp, siger han og tilføjer, at de igen i november kommer til at sende råd ud om, hvordan man både undgår skimmelsvamp og kan spare på el- og gasregningerne.

Terrassevarmere, gasgrill og petroleumsovn

Hos boligselskabet KAB, der udlejer knap 65.000 almene bolig i hovedstadsområdet, deler de den samme bekymring.

Baldersro har opfordret alle lejere til at holde temperaturen på 20 grader, mens KAB forsøger at komme problemerne i forkøbet ved at melde ud, at lejerne skal huske at holde temperaturen ens i alle rum og på mindst 18 grader, fortæller vicedirektør Lone Skriver.

- Vi har ikke set en udvikling endnu, men vi frygter, der kan ske en udvikling, forklarer hun.

Boligselskabet har tidligere sendt en meddelelse ud til deres lejere i forbindelse med de stigende elpriser.

- Vi har skrevet til vores beboere, at de ikke må være kreative med at varme boligerne op, fortæller Lone Skriver.

- Vi har hørt om, at man stiller en terrassevarmere lige på kanten af en altan. Eller at man tænder gasgrillen eller en petroleumsovn, som giver rigtig meget fugt i boligen, uddyber hun.

De alternative varmeredskaber kan både være farlige for beboerne, men det er også skadeligt for de enkelte lejligheder.

Skimmelsvamp kan være sundhedsskadeligt, og det er rigtig svært at få bugt med. Hvis problemerne opstår, skal boligselskaberne renovere og vaske vægge ned for at blive fri for svampen.

- Så der går en hel proces i gang, og det er dyrt for afdelingerne, når der kommer skimmelsvamp. Derfor er vi proaktive med kommunikationen, siger Lone Skriver.

Husk nu at lufte ud

Det har flere fordele at holde en ensartet temperatur i hele hytten. Ud over at det er med til at undgå skimmelsvamp, så kan det også hjælpe på regningen, lyder det fra Lone Skriver.

Og dén udtalelse er Tue Patursson, der er fagekspert i energi og indeklima hos Videncentret Bolius, enig i.

- Jeg har ikke tal på, hvor stor risikoen for skimmelsvamp er, men det er lige præcis i den her periode, hvor vi begynder at få rigtig koldt udenfor, og hvor vi samtidig sænker temperaturen lige i overkanten indenfor, tilføjer han.

Videncenteret har en tommelfingerregel, som lyder, at der ikke skal være under 18 grader i boligen, som også stemmer overens med Baldero, Sct. Jørgen og KAB's anbefalinger til deres lejere.

- Der er også steder, hvor 18 grader er for lavt. I gamle murstensboliger, der er bygget mellem 1930'erne og 1960'erne, skal der blandt andet helst være 20 grader, forklarer han.

En metode til at holde temperaturen oppe er ved at huske at lufte ud hyppigt, også selvom det kan virke en smule modsigende.

- Det er rigtig vigtigt, man får skiftet luften ud, så den fugtige luft kommer ud, forklarer Bolius' fagekspert og tilføjer:

- Tør luft er nemmere at varme op, end kold, fugtig luft er.

Der skal ikke mere til end udluftning mellem tre til fem minutter tre gange dagligt.