Amager: Jagt på rockere kostede liv

En person er død, tre er indlagt med skudsår efter en skudepisode på Backersvej på Amager. Politiet afviser, at nogen af dem, der blev ramt skulle have tilknytning til AK 81.

København er natten til mandag atter ramt af et voldsomt skyderi, som har kostet en 30-årig mand livet.

I alt fire mennesker blev tidligt på natten ramt af skud ved cafeen Vaaren på Backersvej på Amager, tæt ved Lergravsparkens metrostation. Foruden den dræbte 30-årige, blev to mænd på 19 og 20 år og en 32-årig kvinde ramt af skud, og overlevede.

Alle fire på hospitalet

Alle fire blev kørt i ambulancer til hospitalet, men den enes liv stod ikke til at redde, fortæller politiets efterforskningsleder, Tommy Keil.

Ifølge lederen af Københavns Politis specialenhed mod bandekriminaliteten, Henrik Svindt, var det to maskerede unge med indvandrerbaggrund, der troppede op ved værtshuset nær HA's rockerborg på Amager.

- De stopper først den ene uden for og tvinger ham ned på fortovet under trusler med pistol. Derefter åbner en af gerningsmændene døren til caféen og skyder omkring 10 gange ind og rammer tre personer, hvoraf den ene dør. Herefter diskuterer de kort, om de skal dræbe manden på fortovet, før de skyder ham i knæ og balle og løber fra stedet, siger han.

Del af bandekonflikt

- Alt tyder på, at det er en del af bandekonflikten, fortæller Henrik Svindt.

- Selvom gerningsmændene var maskerede, kunne vidner se, at det var indvandrere. En person bliver udfrittet om han er rocker, og om han kender nogle rockere. Det er helt klart en jagt på rockerrelaterede personer.

Gerningsmændene beskrives som 18- 20 år og var ud over hver deres pistol iklædt et tørklæde for den underste del af ansigtet.

Det 30-årige drabsoffer blev ramt af flere skud i blandt andet brystet.

Forveksling

Der har været adskillige forlydender fremme her til formiddag om at den af de ramte skulle være eller tidligere har været AK81'er.

Det viser sig nu, at der var tale om forveksling, meddeler politiet. Der er dog ingen tvivl om at de to gerningsmænd var på jagt efter AK81'ere eller HA'ere. Det viser begivenhederne op til skyderiet, hvor den unge mand bliver holdt op uden for værtshuset og tvunget ned på maven, og derefter pumpet for oplysninger, om han kender nogen rockere.

- Gerningsmændene er flygtet ad Backersvej ind mod København og ned gennem nogle boligblokke. Så er der nogen, der har set noget, er det med at komme frem, siger vicepolitiinspektør Tommy Keil til Radioavisen.

Facebook
Twitter