Amagermotorvejen lukket flere dage endnu

De fleste veje omkring København er farbare igen efter weekendens skybrud, men en af de vigtigste indfaldsveje til Hovedstaden, Amagermotorvejen, bliver ikke åbnet foreløbigt.

Amagermotorvejen er under vand flere dage endnu lyder det fra indsatslederen på stedet. Her er oprydningsarbejdet fanget af Jørgen Salhauge (Foto: © Jørgen Salhauge, DR Brugerbillede)

Trafikanter der kører til og fra Hovedstaden via den sydgående indfaldsmotorvej Amagermotorvejen, må væbne sig med tålmodighed.

Kæmpe sø

Området mellem afkørsel 21 og 22 ved Avedøre Holme er stadig en 100 meter lang sø, der spærer motorvejen i begge retninger, og selvom vandet langsomt pumpes væk, er det ikke jubeloptimismen der råder hos oprydningsholdet

- Desværre er der ingen gode nyheder. Det ser lidt uoverskueligt ud her. Vandet er begyndt at synke, men jeg kan ikke sige hvornår det er væk, siger Indsatsleder for Vestegnens Brandvæsen Jan Riis.

Indtil for nylig steg vandet faktisk fortsat i motorvejssøen, af uforklarlige årsager. For selvom beredskabsstyrelsen havde pumpet vand væk fra motorvejen siden lørdag, og til sidst blev nødt til at pumpe vandet direkte ud i Køge Bugt kunne de indtil for kort tid siden ikke få vandstanden ned.

Tidligst om 2 dage

Tidligere har der været meldinger om at motorvejen kunne blive klar til biler allerede i eftermiddag, men det tror Jan Riis ikke på kommer til at passe.

- Det kommer det ikke til. Det nærmeste jeg kan komme det, er om to dage. Ellers skal det gå rigtig, rigtig, rigtig godt, siger Jan Riis til DR.