Amalie fik hjælp af Børnetelefonen: 'Jeg var ekstremt selvmordstruet'

Som 14-årig var Amalie Boenstedt et meget svært sted i sit liv - i dag hjælper hun andre.

Stadig flere flere børn ringer til Børnetelefonen for at få hjælp. Sidste år modtog Børnetelefonen mere end 50.000 opkald fra børn, der havde brug for at tale med en voksen om problemer som eksempelvis spiseforstyrrelser, angst, tristhed, ensomhed og depressive tanker.

En af dem, der tidligere har ringet til Børnetelefonen og fået hjælp, er 18-årige Amalie Boenstedt fra Slagelse. Da hun var 14 år, var hun helt ude i tovene, ramt af angst og havde det meget svært.

- Jeg var ekstremt selvmordstruet og selvskadende. Jeg følte bare, at hele mit liv væltede ned over hovedet på mig. Jeg kunne ikke se, hvordan jeg nogensinde skulle kunne blive denne her pige, som jeg er i dag, og hvordan jeg nogensinde skulle mærke følelsen af at blive glad helt ind i hjertet.

- Jeg var på det tidspunkt på et anbringelsessted, hvor jeg følte mig ekstremt meget alene.

- Der var ikke nogen omkring mig, der forstod mig og lyttede til min situation. Det eneste jeg kunne gøre, det var at ringe ind til Børnetelefonen og fandt også rigtigt meget forståelse der. Jeg havde brug for en, der kunne tale mig lidt til ro, for ellers havde jeg rigtig svært ved at se, hvordan jeg skulle komme videre til næste dag.

Mødt med forståelse

Men på Børnetelefonen blev den dengang 14-årige pige mødt med forståelse og med en strategi, som hun kunne overføre og bruge til at få sin egen tilværelse på ret kurs igen.

- Vi snakkede mest om, hvordan jeg havde det på det tidspunkt, min situation og hvad jeg kunne gøre.

- Og hun fortalte mig om en pige, som havde stået i en lignende situation, som jeg gjorde dengang, og hvilket fantastisk liv, hun var kommet til at leve - hvordan hun var kommet over på den anden side. Jeg blev rigtig stædig, og jeg indså, at hvis hun kunne, så kunne jeg også. Hun delte også nogle af sine erfaringer med mig, som jeg også har brugt senere hen, fortæller Amalie Boenstedt.

- Hende, jeg talte med, var rigtig god til at tale mig til ro og bede mig om at trække vejret helt dybt ned i maven - og fortælle mig, at den smerte, jeg bar på på det tidspunkt, ikke behøvede at vare evigt.

I dag har Amalie Boenstedt det langt bedre, selvom angsten ikke er helt væk.

- Jeg har stadig dage, der er sværere end andre, men det tror jeg, at vi alle sammen har. Men jeg kæmper, holder humøret højt og jeg er meget positiv omkring det. Jeg tror på, at en skønne dag, så skal jeg nok også få 100 procent kontrol over det sidste.

Hun har sin egen blog, hvor hun deler sine erfaringer og hjælper andre unge, der har ondt i livet.

- Jeg har fået rigtigt meget god feedback fra unge, der stået i samme situation, og som har sagt tak for, at jeg har valgt at dele mine erfaringer, og jeg har hjulpet til med flere skoleopgaver, hos nogle, der har skrevet om det.

Er stadig taknemmelig

Og hun er stadig taknemmelig for den hjælp, som hun fik af Børnetelefonen, da hun havde mest brug for det.

- Jeg synes, at det er helt fantastisk, at det overhovedet er en mulighed her i Danmark. Også fordi mange gange kan det svært at finde hjælp andre steder. Selvom man har nogle fantastiske forældre, som man kan snakke med, så er der nogle emner, som man ikke har lyst til at snakke med dem om – også for at skåne dem lidt.

Og her er det en stor fordel, at man i telefonen møder en forstående fremmed, der ikke kender en i forvejen.

- Det er både det der med, at det er anonymt, så man føler ikke, at man bliver stemplet på samme måde. Man føler, at man kan tale åbent, om det man har det svært med, og man dermed kan få nogle gode strategier eller en god snak omkring det.

- Jeg håber, at det ikke kun er mig, men også andre unge får den hjælp, som de har brug for. Og at folk også kan se, at det ikke behøver at vare evigt, men at man kan komme ud på den anden side og blive et glad menneske og få det rigtigt godt.

Ikke flere end tidligere

Pia Jeppesen fra Børne- og Ungdomspsykiatrisk Center i Glostrup tror ikke, at stigningen i opkald til Børnetelefonen er udtryk for, at flere børn end tidligere har alvorlige psykiske problemer.

- Jeg vil ikke afvise det, men vi ved fra befolkningsundersøgelser i hele verden, at forekomsten af psykiske sygdomme er stort set uændret. 8-10 procent af unge vil på et tidspunkt have haft angst eller en depressiv tilstand. Så tallene tyder ikke på en stigning, siger Pia Jeppesen.

Facebook
Twitter