Amandas normale liv er et 'mirakel': Det er ikke systemets skyld, at jeg står her i dag

Kommuner svigter anbragte unge, når de bliver voksne og skal stå på egne ben, viser ny undersøgelse.

Amanda Kristiansen på 29, måtte ifølge hende selv kæmpe med næb og kløer for et 'normalt' liv, da hun som 18-årig blev myndig og skulle træde ind i voksenlivet.

Når anbragte unge som voksne skal stå på egne ben, mister mange af dem fodfæstet. Det viser en ny rapport fra Bikubenfonden og Socialt Udviklingscenter (SUS), der udkommer i dag.

Amanda Kristiansen på 29 er en af dem, der snublede.

Barndommen var spredt ud på et utal af adresser. Talrige flytninger frem og tilbage mellem forældre, bedsteforældre, afrusnings- og behandlingshjem og plejefamilier.

Da hun som 18-årig blev myndig, bar hun sine ejendele ind i sin egen lejlighed.

- At stå på egne ben er til at starte med en fantasi. Nu vil man gerne løsrive sig, og personligt var jeg ikke særlig glad for det sidste sted, jeg boede, fortæller hun.

Men fantasien forliste i mødet med virkeligheden. Det blev begyndelsen på en ny slags flytninger.

- Jeg havde det virkelig voldsomt dårligt, da jeg valgte at flytte fra det opholdssted til at stå i en lejlighed, hvor jeg var alene, fortæller hun.

I videoen herunder viser Amanda Kristiansen nogle af de mange steder, hun boede som lille.

Svær overgang fra anbragt barn til selvstændig voksen

Undersøgelsen fra Bikubenfonden og Socialt Udviklingscenter dokumenterer netop, at overgangen fra en barndom som anbragt og til selvstændig voksen kan være svær.

I rapporten peger 18 tidligere anbragte unge på, at hovedproblemet er manglende relationer og en oplevelse af, at det offentlige system ikke kan hjælpe dem.

De unge har intet netværk. Hvis der er et netværk, er det kun svagt. Når systemets sikkerhedsnet ikke længere er til stede, betyder det, at kun det frie fald er tilbage.

Ud af fem hjemløse unge, der i dag bor på gaden, har to af dem en fortid som anbragt, står der blandt andet i rapporten.

Amanda Kristiansen var selv tæt på at blive en af dem, fortæller hun. To gange oplevede hun, at kommunens bedste tilbud om hjælp var ventelisten til et kollegieværelse eller en opredning på et herberg.

- Så sagde jeg til mig selv, altså der kan du ikke tage hen. Man kan ikke sende unge mennesker, der er blevet fjernet fra deres forældre, fordi de var alkoholikere, og så sætte dem ned på et herberg med en masse andre misbrugere, siger hun i dag.

Tiggede og bad sig gennem tyverne

Amanda Kristiansen undgik herberget.

- Den eneste grund til, at jeg kunne klare mig, var, at jeg havde venner, som jeg kunne sove hos. Men stort set hele mit liv i 20'erne har det jo været mig, der skulle tigge og bede mit netværk, om der ikke var nogen, der kendte nogen, der havde et værelse, fortæller hun.

Som ung var Amanda på 29 anbragt. Nu bor hun i egen lejlighed og lever et normalt liv. Men det er bestemt ikke systemets skyld, siger hun.

I dag har hun fast grund under fødderne. En uddannelse, fast job og en kæreste. Det rasler, da hun sætter nøglen i låsen til en lejlighed på Vesterbro. Hun tænder lyset og tager plads i den grå sofa, der står midt i rummet.

På et bord i hjørnet står kaffekopper og langs væggen er der holdere med brochurer. Rummet er et venteværelse, men alligevel er her hjemligt. Puder i sofaen og tæppe på gulvet. Lejligheden tilhører organisationen Tuba, som Blå Kors står bag.

Amanda Kristiansen er bestyrelsesforkvinde i Tuba Ungdom.

Tuba tilbyder hjælp, rådgivning og terapi til unge mellem 14 og 35 år, der er vokset op i hjem med alkohol- eller stofmisbrug.

- Det er i hvert fald ikke systemets skyld, at jeg sidder her i dag og har det godt, konstaterer hun.

Hos Tuba fandt hun i sin tid den støtte, som det kommunale system ikke kunne give hende. Amanda Kristiansen opdagede organisationen på nettet, ringede ind og begyndte et terapiforløb.

Det blev samtidig fundamentet til et nyt netværk af mennesker, der forstod hende.

- Først og fremmest fandt jeg ud af, at mine reaktioner var helt normale, og at nogen forstod, hvorfor jeg havde det, som jeg havde det, siger hun.

Minister: Det er et wake up-call

På Aarhus Universitet bekræfter professor Ole Steen Kristensen problematikken, der er velkendt i forskningen. Langt de fleste tidligere anbragte har vanskeligheder i overgangen fra barn til voksen.

Dem, der klarer sig, gør det typisk med hjælp fra en mentor, en plejefar eller plejemor.

- I dag er det sådan, at man forlader børnesystemet og kommer over i voksensystemet. Og så er det nogle andre ting, man lægger vægt på og lægger mærke til. Det er her, hvor de særlige behov, som de unge har, ikke bliver imødekommet, så meget som de egentlig skulle være blevet, siger Ole Steen Kristensen, professor i pædagogisk psykologi, Aarhus Universitet.

Hos Kommunernes Landsforening erkender formand for Socialudvalget, Thomas Adelskov (S), at der er et problem.

- Man kan se i rapporten, at der et område, hvor vi absolut har et forbedringspotentiale. Altså et område, hvor vi ikke hver eneste gang rammer målet. Det kan vi godt gøre bedre.

Social- og indenrigsminister Astrid Krag (S) siger, at rapportens konklusioner tyder på, at der skal gøres noget

- Den her rapport tjener som et wake-up-call til alle, som måtte være i tvivl om, hvorvidt vi ikke gør det godt nok for anbragte børn og unge. Det viser den meget, meget tydeligt. Og jeg synes også, at den fortæller om et system, der ikke er godt nok til at lytte til børnene og de unge.

Amanda Kristiansen er i dag færdiguddannet med en kandidatgrad i læring og forandringsprocesser. Hun kalder selv sin nuværende livssituation for 'et mirakel'.

- Her står jeg med flotte eksamensresultater og uddannelse, sunde relationer og en dejlig kæreste. Så jeg er jo næsten blevet helt normal.