Ambassadør i Tunesien: Danske turister skal være forsigtige efter terror

Terrorangrebet i Tunesien har ikke ændret sikkerhedssituationen i landet. Men turister bør udvise forsigtighed, siger den danske ambassadør.

En såret turist bliver kørt væk fra Bardo-museet i Tunesiens hovedstad, Tunis, der onsdag blev ramt af et terrorangreb. (© Scanpix)

Hvis du befinder dig i Tunesien, eller er på vej til det nordafrikanske land, skal du være forsigtig og lytte til, hvad de lokale myndigheder siger.

Det siger Michael Lund Jeppesen, Danmarks ambassadør i Tunesien, efter 21 personer – heraf 17 turister fra blandt andet Japan, Italien, Spanien og Australien - onsdag blev dræbt under et terrorangreb i landets hovedstad, Tunis.

- Turister i landet skal udvise forsigtighed og følge de lokale myndigheders anvisninger. Der er ingen tvivl om, at de lokale myndigheder er i højeste alarmberedskab, og der er en meget stor interesse i at beskytte turistmål i Tunesien, for det er en vigtig sektor for landet, siger han.

Uændret rejsevejledning

Terrorangrebet fandt sted foran nationalmuseet Bardo, og indtil nu har ingen taget ansvar for det.

Udenrigsministeriets rejsevejledning til Tunesien er senest blevet opdateret i slutningen af februar i år. Her står der blandt andet, at der er risiko for terrorangreb mod vestlige mål i landet, og at rejsende bør udvise forsigtighed.

Derudover fraråder ministeriet alle rejser til grænseområderne mod Algeriet og Libyen.

Ifølge Michael Lund Jeppesen har sikkerhedssituationen ikke forandret sig markant i landet efter gårsdagens terrorangreb. Og det er endnu uvist, om rejsevejledningen vil blive opdateret som følge af terrorangrebet.

Derfor vil Danmarks ambassadør i landet heller ikke tage stilling, om danskere på vej til Tunesien bør droppe rejsen.

- Det er op til den enkelte rejsende at vurdere det. Der kan være individuelle forhold, som gør sig gældende, og det kan Udenrigsministeriet ikke tage stilling til, siger Michael Lund Jeppesen.

Rettet mod landets økonomi

Turisme har en stor betydning for økonomien i det nordafrikanske land, som har oplevet en del uro siden Det arabiske forår blev indledt i landets hovedstad i 2010.

Ifølge tal fra World Travel & Tourism Council stammer 15,2 procent af Tunesiens BNP fra turisme. Og landets premierminister, Habib Essid, udtalte efterfølgende, at terrorangrebet var målrettet direkte mod landets økonomi.

Rikke Haugbølle, ph.d.-studerende i Mellemøststudier ved Københavns Universitet og ekspert i tunesiske forhold, udtalte onsdag til DR Nyheder, at terrorangrebet vil få alvorlige konsekvenser for turismen i landet.

- Det kommer helt sikkert til at smadre turismen, og det vil få store økonomiske konsekvenser. Det er katastrofalt, fordi det tunesiske oprør handlede om, at folk ville have bedre økonomiske levevilkår. Det er det, alle går og venter på. Men det bliver ikke bedre, når den her slags ting sker, sagde hun.