ANALYSE De to brødre slog deres ven ihjel, men hvorfor?

Forbrydelse på Bornholm blev kaldt hadforbrydelse. Men spørgsmålet om racisme bliver ikke en del af straffesagen mod to brødre, der skal for retten i dag.

De næste to dage skal retten tage stilling til, om det var brødrenes hensigt at slå den 28-årige Phillip Johansen ihjel. (Foto: Pelle Rink © © Pelle Rink)

Man skal ikke have været i Rønne på Bornholm længe, før man mærker, at 28-årige Phillip Mbuji Johansen var elsket af mange.

Uanset om det er taxa-chaufføren, Benny fra bodegaen eller en af hans nære venner, pibler der fine beskrivelser frem.

Sjov, hjælpsom og kærlig er nogle af de ord, der bliver sagt om Phillip Johansen.

Men en juninat i sommer blev Phillip Johansen tæsket ihjel i Nordskoven tæt på Rønne - og internettet eksploderede.

I dag begynder straffesagen mod to brødre på 23 og 26 år, der er tiltalt for at have dræbt ham. Da der er navneforbud i sagen, kalder vi dem for storebroren og lillebroren.

Og lad os bare få slået én ting fast. Det var ikke uden grund, debatten løb løbsk i dagene efter Phillip Johansens død. Udefra lignede det, der var sket, nemlig en klassisk hadforbrydelse.

Dagene efter Phillip Johansen blev fundet død, lagde venner og bekendte blomster på gerningsstedet. (Foto: Pelle Rink © Scanpix)

Fik knæ på halsen

Phillip Johansen var brun i huden, fordi hans mor er fra Tanzania. De to, der var skyld i hans død, er hvide, den ældste af de to brødre havde endda et hagekors tatoveret på det ene ben med teksten ”white power”.

Derudover kom det frem i grundlovsforhøret dagen efter Phillip Johansens død, at han havde fået et knæ på halsen, ligesom den sorte amerikaner George Floyd, der døde i amerikansk politis varetægt en måned forinden.

Mens medier både herhjemme og i udlandet begyndte at skrive om sagen, afviste politi og anklagemyndighed konsekvent, at sagen handlede om racisme.

De gentog igen og igen, at sagen bundede i en personlig relation mellem brødrene og Phillip Johansen.

Inden den grufulde nat i Nordskoven tæt på Rønne var Phillip Johansen særligt gode venner med storebroren, det er ham med nazi-tatoveringen. De gik tit i byen sammen, og dagen forinden havde storebroren sågar hjulpet Phillips mor med nogle flyttekasser, har hun fortalt DR Nyheder. Så der var intet, der antydede, at noget var gået galt mellem de to mænd.

I et retsmøde i august kom det frem, at den yngste af brødrene har fortalt politiet, at han og storebroren angreb Phillip Johansen, fordi deres mor havde fortalt dem, at han havde voldtaget hende og ville give ham en lærestreg.

Var det drab?

Mens sagen i offentligheden mest har været kendt for mistanken om et racistisk motiv til den voldsomme mishandling af Phillip Johansen, kommer straffesagen til at handle om noget helt andet. I anklageskriftet er der ikke rejst tiltale for racisme eller en hadforbrydelse.

Helt centralt bliver de 39 læsioner på Phillip Johansens krop, som brødrene er tiltalt for at have påført ham 23. juni mellem klokken 01.35 og 02.21. Altså selve mishandlingen.

Ifølge anklageskriftet er Phillip Johansen blevet slået med brandvarme ildragere flere steder på kroppen, han er blevet trampet på, sparket, stukket og slået med en flaske og med granrafter på benene og i tindingen. Og så har de to brødre altså sat et knæ på hans hals.

På papiret er det en simpel straffesag, og efter planen falder der allerede dom tirsdag.

Indenfor i byretten i Rønne skal dommere og nævninge svare på, om de grusomme skader de to brødre påførte Philip Johansen den juninat, var grov vold med døden til følge, eller om det var manddrab.

Det kan lyde som en juridisk diskussion, al den stund at de to brødre allerede har erkendt at have mishandlet deres ven. Og jo, særligt fordi Philip Johansen helt utvivlsomt blev dræbt af de skader, brødrene påførte ham.

Alligevel skal retten forsøge at forstå, hvad der foregik inde i deres hoveder, mens de slog og stak Philip Johansen.

For retten skal svare på spørgsmålet: Var brødrenes hensigt – altså var der forsæt til – at slå ham ihjel? Eller var den dødelige udgang utilsigtet.

Phillips mor, Mwajuma Johansen, vil i dag møde op i retten for at følge sagen. Hun mangler stadig svar på, hvorfor Phillip skulle dø.

Afgørende for straf

Det spørgsmål er afgørende for den straf, de to brødre kan få. Anklagemyndighedens påstand er manddrab, altså at de vidste, Philip Johansen ville dø af mishandlingen. Brødrenes forklaring er, at det ikke var meningen, han skulle dø.

Der er stor forskel på de to paragraffer: Manddrab har en strafferamme på livstid, dødsvold en strafferamme på ti års fængsel.

Og her bliver de to brødres forklaring vigtig. Vi ved ikke, hvad de vil sige, for den del af efterforskningen er foregået bag lukkede døre.

Der er dog også indkaldt to vidner under sagen, hvoraf den ene er retsmediciner, som skal fortælle om skaderne på Phillip Johansen. Det andet vidne tilhører brødrenes omgangskreds.

Og hvad så med spørgsmålet om mulig racisme – bliver det slet ikke en del af straffesagen? Det korte svar er nej, for i Danmark må anklagemyndigheden ikke rejse tiltale for en hadforbrydelse, hvis de ikke mener, de kan bevise det.

Men hvad der sker uden for retssalen, er en anden sag. For selv om venner til brødrene og Phillip Johansen har fortalt, at de tre var venner, og selv om den yngste bror har sagt til politiet, at tæskene var straf for et overgreb på deres mor, så spøger racismespørgsmålet stadig.

Facebook
Twitter