ANALYSE Tibet-kommission afhører politiets ledere: Hvor højt oppe skal ansvaret placeres?

Torsdag starter de første forhør i Tibet-kommissionen. 58 personer skal afgive forklaring.

Tibet-aktivister på Højbro Plads, hvor man i juni 2012 ville vise det tibetanske flag for den kinesiske præsident Hu Jintao. (Foto: Dennis Lehmann © Scanpix)

Tag en håndfuld tidligere topministre.

Tilsæt politidirektører og PET-chefer. Afslut med et drys magtfulde embedsmænd, vi normalt ikke ser meget til i offentligheden.

Og hvad får man så, hvis man blander det hele i en kønsløs cementbygning på Fremtidsvej i Søborg?

En undersøgelseskommission - af nogle kaldet et langstrakt forløb, der er til at gabe af.

Men bliver den så kedelig - Tibet-kommissionen? Sagen, der startede med aktivisters forsøg på at vise det tibetanske flag, og som nu er endt i en højspændt skandalediskussion om ytringsfrihed.

Nej. I hvert fald har forløbet op til de første åbne forhør af i alt 58 personer fra toppen af Danmark, som starter torsdag, vist tegn på det modsatte. Af flere grunde:

Bare få dage før kommissionens første forhør, nemlig mandag i denne uge, valgte Den Uafhængige Politiklagemyndighed DUP, at sigte to ledende politifolk fra Københavns Politi.

DUP'en er sat i verden for at undersøge, om politifolk har lavet fejl eller misbrugt deres magt, og DUP'en undersøger også Tibet-sagen - sideløbende med Tibet-Kommissionen.

De to ledende politifolk er sigtet for at have løjet i en retssag tilbage i august 2013, som Tibet-aktivister havde anlagt mod Københavns Politi efter at være blevet fjernet som demonstranter.

Det hører til sjældenhederne, at DUP'en rejser sigtelser mod politifolk, og det gør den selvsagt kun, hvis den mener, at der er noget om snakken.

Herudover har man i DUP'en lige nu 22 potentielt mistænkte politifolk i kikkerten, og sagen kan altså reelt eksplodere, når DUP'en er endeligt færdige med sin undersøgelse i januar 2017.

Dermed har vi allerede inden kommissionens første forhør fået et fingerpeg om, at noget måske gik helt galt i politiets håndtering af Tibet-sagen.

Forstå Tibet-kommissionen på to minutter:

Forstå Tibetsagen på under to minutter

Hvorfor fortalte politiet ikke sandheden?

På Fremtidsvej skal en stor del af ledelsen i Københavns Politi over de næste måneder forklare sig.

Det er et faktum, at der lå en såkaldt operationsbefaling i politiet om at skærme den kinesiske kortege for flag og demonstranter - stik imod hvad politiet i mange år fortalte Folketinget, pressen og offentligheden.

Derfor bliver det mest interessante, når vi ser på politiet, hvor mange der kendte til de forkerte oplysninger. Hvor højt oppe i politiet kendte man operationsbefalingen, som var væk i tre år? Hvordan dukkede pludselig nogle afgørende lydfiler om politiets radiokommunikation op? Og er der internt i politiet blev talt om, at man skulle forsøge at skjule det hele?

Netop politiets rolle i efterspillet er blevet særligt interessant efter en række historier i Radio24Syv, som angiveligt er lavet på baggrund af lækkede dokumenter fra kommissionens arbejde. Her er det blandt andet kommet frem, at Københavns Politi brugte et halvt år alene på at få afspillet en CD-rom, som en af aktivisterne havde indsendt i forsøget på at overbevise systemet om, at politiet talte usandt. Hertil kommer historier om, at politiet i flere år officielt ledte efter involverede betjente til stor undren for betjentene selv - de havde nemlig meldt sig hos ledelsen.

Endeligt kan Rigspolitiets rolle i sagen vise sig at få betydning. For nyligt kom det nemlig frem, også via Radio24Syvs dokumenter, at en afdelingschef i Rigspolitiet i 2013 var særdeles optaget af, at en embedsmand i Justitsministeriet ikke skulle blande sig for meget i, hvordan Københavns Politi havde håndteret sagen.

- Kan du ikke prøve at for­klare hende (embeds­man­den i Justits­mi­ni­ste­riet, red.) at hun nu må stoppe sin egen lille pri­vate efter­forsk­ning? “Hvis det bli­ver nød­ven­digt, bistår jeg gerne med at for­klare hende (ven­ligt natur­lig­vis …) at festen stop­per hér,” skrev afdelingschefen.

Bliver ministrene fedtet ind?

Og så til det politiske. For Tibet-sagen er pinlig for Danmark og for den lange række af danske ministre, der gennem årene alvorstungt har forklaret den kinesiske top, hvor meget vægt Danmark lægger på menneskerettigheder. Altså for eksempel retten til fredelige demonstrationer, hvis nogen skulle være i tvivl.

Derimod er det umiddelbart tvivlsomt, om sagen vil blive personligt kritisk for nogle af de seks ministre, der skal afhøres. Ganske vist er danske ministre principielt ansvarlige for alt, hvad der foregår på deres resortområder – men det spiller omvendt en afgørende rolle, om ministeren overhovedet har anet, hvad der var op og ned i sagen. Det er jo netop hele målet med undersøgelseskommissionen at kaste lys over det – hvem gjorde hvad, og hvem vidste hvad?

Opfordring, henstilling og instruktion

En undersøgelseskommission som Tibet-kommissionen er det stærkeste redskab, danske politikere har til at få den slags sager undersøgt. Kommissionen er et stort og grundigt apparat – med tre erfarne jurister i spidsen. Den har adgang til bjerge af papirer.

Og allervigtigst: Kommissionen har adgang til at afhøre samtlige personer med tilknytning til sagen – som udgangspunkt med fuld vidnepligt, med mindre de selv kan komme i klemme. I praksis vil alle stille sig fuldt ud til rådighed, viser erfaringerne fra tidligere kommissioner.

Afhøringerne kan blive helt afgørende. De er kommissionens mulighed for at høre hovedpersonernes egen forklaring om, hvad der skete undervejs. Både hvad de selv sagde, hvad andre sagde – og hvad der lå i luften på vigtige tidspunkter.

For eksempel, når man diskuterede de kinesiske lederes store følsomhed over for det spraglede tibetanske flag. Og kommissionen skal netop se på, hvad der er givet af "opfordringer, henstillinger og instruktioner" om, hvordan politiet skulle opføre sig over for demonstranterne.

En strammere model

Tibet-kommissionen skal være færdig med sit arbejde i slutningen af 2017. Det kan blive den sidste af sin art, for Folketinget er ikke tilfreds med formen – den er for tung, for langsom og for dyr. Problemet er at alternativet – advokatundersøgelser – ikke kommer nær så meget i dybden som de store kommissioner. Advokaten og hans hjælpere kan alene gennemgå større eller mindre bjerge af papirer.

Nu vil justitsministeren bede et udvalg foreslå alternativer. Spørgsmålet er bare, hvad der kan sættes i stedet for undersøgelseskommissionerne. Nogle politikere drømmer om parlamentariske høringer, hvor politikere og andre kan udspørge nøglepersoner, som det kendes i Norge – men det kommer embedsmændenes organisation, DJØF, aldrig til at acceptere.

Derfor ender det nok mere med, at kommissionerne fortsætter – men i en mere stram model, med begrænsninger på tidsforbruget og mere præcise arbejdsopgaver end det nogle gange er set.