15 milliarder kroner årligt.
Så meget koster det samfundet, at 7-8 procent af unge mellem 25 og 29 år to år i træk hverken er i job eller under uddannelse.
Det viser en analyse fra Rockwool Fondens Forskningsenhed, skriver Jyllands-Posten.
Den store milliardregning kommer både i form af lavere skatteindtægter samt udgifter til overførselsindkomst.
Gruppen af unge, som to år i træk ikke er i job eller under uddannelse, har ifølge analysen også en meget lavere beskæftigelse, end de unge, som er i job eller uddannelse.
Ifølge forskningschef i enheden, Jan Rose Skaksen, koster de udsatte unge næsten lige så meget for samfundet som mislykket integration af ikke-vestlige indvandrere.
- Omfanget og prisen udgør en brændende platform i vores samfund, men det har vi ikke talt om, som vi har talt om f.eks. udgifterne til integration, siger forskningschefen til Jyllands-Posten.
En analyse fra Rockwool Fondens Forskningsenhed fra sidste år viste, at den mislykkede integration årligt kostede samfundet 16,5 milliarder kroner.