Når vi tager solhatten på og springer ind i en flyver på vej mod varmere himmelstrøg, sætter turen et kedeligt aftryk på klimaet.
Den store CO2-udledning fra flybranchen har fået Sverige til at indføre en ny skat.
Fra 1. april skal luftfartsselskaberne derfor betale enten 60, 250 eller 400 svenske kroner per passager, alt efter hvor lang flyveturen er. I danske kroner svarer det 43,50 kroner, 181 kroner og 290 kroner.
Målet er ifølge den svenske klimaminister, Isabella Lövin, at begrænse forurening fra flytrafik.
- Formålet med skatten er at minimere CO2-aftrykket fra flyrejser, efter at der er sket en brat stigning i flyrejser, skriver klimaminister Isabella Lövin fra Miljøpartiet i en kommentar i avisen Dagens Nyheter.
Det har fået SAS og Norwegian til at slå sig i tøjret, men ifølge rejsehjemmesiden Kiwi har en undersøgelse vist, at Sverige angiveligt er et af verdens 10 billigste flylande, skriver mediet SVT. Flybrændstof er til eksempel ikke belagt med svenske afgifter.
LA: Flyskatten er helt skæv
De danske flypassagerer skal ikke umiddelbart vente en lignende grøn hammer i Danmark.
Økonomi- og indenrigsminister Simon Emil Ammitzbøll-Bille (LA) lader mandag forstå, at han synes, flyskatten er helt skæv.
- Flyskatter. Sådan kan den globale overklasse flyve videre med god samvittighed, mens folk med små indtægter kan rejse mindre eller blive hjemme. Ikke med min stemme, skriver han på Twitter.
Lisbeth Bech Poulsen, erhvervs- og økonomiordfører i SF, mener derimod, at en skat på flyrejser er et godt sted at starte, hvis man vil bremse CO2-udledningen.
- Det er virkelig nu, man skal sætte ind.
- Det er svært, når regeringen ikke er mere ambitiøs, fordi det er, som om de ikke har forstået alvoren, siger hun ifølge Ritzau.
Også i Norge har man flyskat. Det blev vedtaget i 2016, og her betaler selskaberne en fast takst på 83 norske kroner per passager.
Rasmus Nordqvist, klimaordfører i Alternativet, håber, at flere danske partier fremover følger vores nordiske naboers eksempler.
- Afgifter er en måde at regulere adfærd på. Det er blevet billigt at flyve, og det gør, at folk flyver enormt meget. Det er et stort problem.
Kan være til dansk fordel
Hvis Danmark undlader at følge det norske og svenske eksempel, kan indførelsen af flyskat i Sverige ende med at blive en fordel for dansk lufttrafik.
Det vurderer aktieanalysechef i Sydbank Jacob Pedersen.
- Der er ikke nogen tvivl om, at pendulet svinger væk fra Sverige og Norge, der også har indført flyskat for nylig, når flyselskaberne skal afgøre, hvor de gerne vil flyve fra og til.
- Mit bedste bud er, at vi i Danmark vil opleve en positiv effekt, uden at vi rigtig gør noget, siger Jacob Pedersen ifølge Ritzau.
I juni 2017 fremlagde transportminister Ole Birk Olesen (LA) og erhvervs- og vækstminister Brian Mikkelsen (K) en luftfartsstrategi. I den forbindelse tog de afstand fra både den norske og den nye svenske flyskat.
Det skyldes, at skatterne svækker konkurrenceevnen for dansk luftfart, skrev regeringen i luftfartsstrategien.
/DR nyheder/