Anbefaler vaccine mod livmoderhalskræft

Sundhedsstyrelsen giver nu grønt lys for, at alle piger i 12-årsalderen bliver vaccineret mod livmoderhalskræft som led i børnevaccinationsprogrammet.

Nu anbefaler Sundhedsstyrelsen, at alle 12-årige piger bliver vaccineret mod livmoderhalskræft. (Foto: melodi2 © Stock.xchng)

Sundhedsstyrelsen anbefaler nu, at alle piger i 12-årsalderen bliver vaccineret mod livmoderhalskræft.

Det fremgår af en indstilling, som Indenrigs- og Sundhedsminister Lars Løkke Rasmussen netop har modtaget.

Alle 12-årige skal vaccineres

Sundhedsstyrelsen anbefaler, at den såkaldte HPV-vaccination tilbydes alle piger i 12-årsalderen. HPV, som er navnet på den virus, der forårsager livmoderhalskræft.

Vaccinationen skal ske som led i børnevaccinationsprogrammet - suppleret med et 2-årigt program for piger i alderen 13, 14 og 15 år, der ikke har fået vaccinationen som 12-årige.

Der er dog fortsat en række usikkerheder om vaccination mod HPV. Derfor foreslår Sundhedsstyrelsen, at der samtidig skal etableres en national overvågning af vaccinationens effekt blandt andet gennem etablering af et vaccinationsregister.

En politisk beslutning

Indenrigs- og sundhedsminister Lars Løkke Rasmussen har nu en konkret anbefaling at forholde sig til, når der senere skal tages politisk stilling til, om man skal tilbyde alle 12-årige piger HPV-vaccinationen.

- Vi har nu et fagligt grundlag for en politisk stillingtagen i denne sag, som jo optager mange mennesker, men som også er ganske kompliceret - hvilket Sundhedsstyrelsens indstilling klart viser, siger han og fortsætter:

Der har tidligere vist sig at være flertal i Folketinget for en sådan vaccine. Lars Løkke Rasmussen vil derfor nu drøfte med de politiske partier, hvordan der kan findes en finansiering til Sundhedsstyrelsens indstilling.

84 mio. kroner om året

Det fremgår af Sundhedsstyrelsens indstilling, at de årlige udgifter skønnes at løbe op i cirka 84 millioner kroner om året.

Hertil kommer udgifter til catch-up programmet, som anslås til 207 millioner kroner over to år, ca. 28 millioner kroner i etablering og 10-15 millioner kroner i årlige driftsudgifter til vaccinationsregistret, HPV-test m.m.

Kræftens Bekæmpelse er tilfreds med, at vaccinen nu kommer. Men foreningen mener, at tilbudet burde gælde kvinder op til 25 år.

- Meget tyder på, at en stor gruppe af unge fortsat kan få effekt af vaccinen, også selv om de har haft deres seksuelle debut. Det vil jeg bede om, at man overvejer politisk, siger formand Frede Olesen.

Facebook
Twitter