Anbringelsessager fyldt med fejl

Op mod 1800 børn er blevet fjernet på et forkert grundlag, siger advokater. I otte ud af ti sager er der fejl.

Kommunerne anklages for at begå for mange fejl i sager om anbringelser. (© Colourbox)

Da Karina Hafstrøm fra Tønder fik sin datter tvangsfjernet tog det kommunen halvandet år at lave den paragraf 50 undersøgelse, som loven kræver højst må tage fire måneder. Og i handleplanerne for hendes datter Pernille, optræder der pludselig drengenavne, som om handleplanen er kopieret fra et andet barn.

- For mig ligner det en kopi. Jeg har det dårligt med det. Jeg bliver i tvivl om, om der er styr på sagerne, siger Karina Hafstrøm, om et par af de fejl, som er sket i kommunens behandling af hendes sag.

Advokat: - Det er forfærdeligt

Karina Hafstrøm er ikke alene. De seneste to praksisundersøgelser, som Ankestyrelsen står bag, viser, at der bliver begået fejl i op til 83 procent af alle anbringelsessager. Ofte små fejl, men det er alvorligt, siger en af landets førende anbringelsesadvokater, Lars Buurgaard.

- Det er forfærdeligt, at man på så vigtigt et område som det her, må opleve at det kan ske på baggrund af væsentlige fejl i sagsbehandlingen, siger han.

Lars Buurgaard bakkes op af en række advokater med speciale i anbringelsessager, blandt andre Hanne Ziebe:

- Det kan godt være, at noget er småfejl, men jeg ville godt nok have det dårligt, hvis det var min gynækolog, der lavede 83 procent fejl. Det er jo levende børn, det her handler om, siger Hanne Ziebe.

Fejl i op til 83 procent af sagerne

I 2009 undersøgte ankestyrelsen blandt andet, om de danske kommuner laver de lovpligtige paragraf 50-undersøgelser og følger op.

Paragraf 50-undersøgelserne danner grundlag, for myndighedernes beslutning om anbringelse. Det blev også undersøgt, om kommunerne dokumenterer og journaliserer sagerne rigtigt - og det er på de områder, at 83 procent af de undersøgte sager er behæftet med fejl.

I 2011 har ankestyrelsen blandt andet undersøgt handleplaner for de anbragte børn. Det er også blevet undersøgt, om forældre og børn bliver involveret og om deres rettigheder er overholdt i tvangsfjernelsessager. I den gennemgang er der afsløret fejl i 62 procent af sagerne.

- Loven er grundlæggende god nok, men det er sagsbehandlingen efter min bedste overbevisning ikke, siger advokat Lars Buurgaard.

Facebook
Twitter