Anders mistede sin datter: Han har løbet med hende lige siden

I 2013 døde Anders Legarth Schmidts datter af kræft. I dag løber han 120 kilometer om ugen

Hvordan overlever man noget af det værste, der kan overgå et menneske - nemlig det, at miste sit barn? For Anders Legarth Schmidt har løb været en måde at håndtere den endeløse sorg over tabet af familiens ældste datter Ellen, der døde af kræft som 6-årig.

- Ens liv er jo totalt kaos. Grunden til, at jeg begyndte at løbe og blev ved med det, var fordi, det gav mig lindring. Det var ren overlevelse for mig, siger Anders Legarth Schmidt, der er journalist på Politiken og manden bag bloggen "Jeg løber", hvor han har beskrevet sine refleksioner over at løbe - og leve - med sorgen og savnet.

Ultimativ frihed

Anders Legarth Schmidt havde løbet en stor del af sit liv, før han mistede sin datter. Men det var som om, at det fik en ny mening, den dag Ellen døde.

- Det var simpelthen den ultimative form for frihed at løbe der og vide, at min datter ikke havde ondt mere. Der følte jeg mig tæt knyttet til hende. Kunne virkelig mærke hende tydeligt. Selvom hun var væk. Jeg tror faktisk, jeg kunne mærke hende lidt tydeligere der end i lange perioder, hvor hun var syg, siger han.

Anders Legarth Schmidt opfatter ikke løb som en form for trylledrik, der kan hjælpe alle eller feje alle dårligdomme af vejen. Men i dag, næsten fire et halvt år efter Ellens død, løber han stadig. Helst hver dag.

- De sidste 8 uger, der har jeg løbet 120 km om ugen hver eneste uge. Og jeg har haft det supergodt med det. Jeg har følt mig stærk og glad og frisk, og det gør bare mit liv bedre på en eller anden måde, siger han.

Fra blog til bog

Løbeturene har for Anders Legarth Schmidt aldrig været et forsøg på at glemme. Tværtimod har det hjulpet ham med at rumme tanker og minder om Ellen og alt det, som hun var ud over sygdommen, forklarer han.

- Jeg husker alle de vidunderlige ting, vi har lavet sammen, både mig og hende, og hele vores familie. Og det er jeg ikke sikker på, jeg kunne have været i stand til, hvis jeg ikke havde løbet.

Teksterne fra bloggen "Jeg løber" udkommer i bogform tirsdag den 16. januar. Bloggen har også været inspirationskilde til et teaterstykke med samme titel, der i efteråret blev sat op på Det Kongelige Teater og som de kommende måneder skal på turne syv steder i landet.

Du kan høre mere om Anders Legarth Schmidts historie i 21 Søndag i aften. Der er klokken 21.00 på DR1.

Facebook
Twitter