Anholdt 22-årig blev forsøgt hvervet, måske af PET

Politiets Efterretningstjeneste, PET, forsøgte tilsyneladende at hverve den 22-årige mand, der i går blev fængslet, som agent. To dage efter at han afslog, blev han arresteret.

Politiopbuddet var stort, men ikke massivt foran retten på Frederiksberg, hvor den 22-årige blev fremstillet i dag. (Foto: © DR, DR)

Politiets Efterretningstjeneste, PET, forsøgte tilsyneladende at hverve den 22-årige mand, der i går blev varetægtsfængslet, som agent.

Den 22-årige blev arresteret søndag, mistænkt for at opfordre til bortførelse af danskere i udlandet. Gidseltagningerne skulle så presse de danske myndigheder til at løslade to personer, der siden 4. september har siddet varetægtsfængslet på terror-sigtelser.

MediaLinks:

Afslog tilbud

Ifølge en lydoptagelse, som DR Nyheder har hørt igennem, mødte to betjente fra PET den 22-årige mand på et hotelværelse tæt ved Søerne i København. I løbet af en to timer lang samtale tilbød de manden rejser til Tyrkiet, penge til et taxakørekort og et hurtigere visum til hans 18-årige tyrkiske kone.

Den 22-årige optog i hemmelighed mødet med de formodede PET-betjente, som ifølge DRs kilder foregik i tirsdags.

På mødet siden lovede den unge mand at tænke over tilbuddet om at blive meddeler. Men han afslog i fredags, siger kilder, DR har talt med. Herefter anholdt politiet ham søndag eftermiddag. I går blev han fremstillet i Retten på Frederiksberg, hvor han blev varetægtsfængslet i foreløbig to uger.

Ifølge anklageren har den 22-årige via internettet været i kontakt med folk i udlandet, og har opfordret dem til at kidnappe danskere.

Brugte mobiltelefon som optager

Mødet med de to PET-betjente var ifølge kilderne kommet i stand, ved at den 22-årige sidste mandag blev ringet op af en mand, der sagde, han ringede fra Udlændingeservice. Den 22-årige blev bedt om at komme til møde næste formiddag.

Da han om formiddagen tirsdag i sidste uge stod i Elmegade på Nørrebro i København og ventede på linje 3A, kørte en bil ind foran ham, og to mænd steg ud. De præsenterede sig som PET-betjente, og viste deres skilte. Uden at de to opdagede det, tændte den 22-årige for optageren på sin mobiltelefon.

Af optagelsen fremgår det, at de to personer er stærkt interesserede i at få ham til at arbejde som meddeler, og at de er parate til at se gennem fingre med diverse kriminelle forhold. Betjentene siger, at de godt ved, at han i perioder har arbejdet sort i et pizzeria.

PETs chef, Jakob Scharf siger til dagbladet Politiken at han ikke vil kommentere konkrete operative aktiviteter. Men han afviser ikke at PET i sit løbende arbejde forsøger at hverve det han betegner som "kilder".