Anholdt efter udtalelser i TV AVISEN

Ung mand anholdt i Kalundborg efter udtalelser til TV AVISEN. Politiet sigter ham for at opfordre til uroligheder. Han siger, at urolighederne skyldes vrede over politiet. Og indtrykke fra Muhammed-tegningerne.

Politiet i Kalundborg har anholdt en ung mand på 17 år, efter at han torsdag aften udtalte sig til TV AVISEN om urolighederne i kvarteret onsdag.

Han sagde blandt andet, at urolighederne i kvarteret Klosterparkvej ville fortsætte. Manden sigtes af politiet for at opfordre til uroligheder, oplyser vagtchef Knud Erik Jensen fra Midt- og Vestsjællands Politi i Roskilde.

Kastede sten efter brandvæsenet

I Kalundborg blev en 17-årig mand anholdt torsdag aften efter udtalelser tidligere på dagen til TV AVISEN.

Han fortalte, at det drejede sig om et halvt hundrede unge, som tilhører en gruppe, som kalder sig KLP. De satte ild til en affaldscontainer og en bænk, og da brandvæsenet kom til stede, blev det mødt med stenkast.

Frustration og vrede

Den 17-årige siger, urolighederne dels skyldes frustration over politiet og dels indtrykkene fra Muhammedtegningerne, som har vakt de unges vrede. Han siger selv, at han er stærkt religiøs.

- Vores religion skal respekteres. Der er ingen, skal lave grin med vores profet. Når de ikke gør det, bliver vi nødt til at gøre det her, sagde han til TV AVISEN.