Anklage: Tidligere hærchef skal straffes med fængsel

H.C. Mathiesen instruerede sine medarbejdere i to mails om at ændre optagelseskriterier, så hans kæreste kom ind på uddannelse, påstår auditørkorpset.

Auditørkorpset mener også, at den tidligere hærchef har videregivet fortrolige oplysninger til sin daværende kæreste. (Foto: © Bjarne Luthcke, Scanpix)

Forud for, at den nu tidligere hærchef i Forsvaret Hans Christian Mathiesen skulle giftes, sendte han 25. oktober 2017 en mail til sin sekretær og sin stabshjælper om, at de skulle printe og tilskære private kort til hans bryllup.

Hermed gjorde han sig skyldig i grov pligtforsømmelse ved at tilsidesætte 'sine pligter i tjenesten ved at anvende sit personale til private gøremål'.

Det er et af fem anklagepunkter mod den tidligere topchef i hæren, viser anklageskriftet, som DR Nyheder har fået aktindsigt.

I anklageskriftet tiltales han også for at have videregivet fortrolige oplysninger til sin daværende kæreste - som han nu er gift med.

Desuden tiltales han for tre andre forhold af grov pligtforsømmelse, lyder det i anklageskriftet, hvor auditørkorpset nedlægger påstand om fængsel.

Hans Christian Mathiesen nægter sig skyldig i samtlige fem tiltalepunkter, oplyser hans forsvarsadvokat, Torben Koch.

- Der er faktuel uenighed om forløbet. Det siger sig selv. H.C. (Mathiesen, red) er ikke enig i, at tingene er foregået på den måde, som det står beskrevet i anklageskriftet, siger han.

Hvis den tidligere topchef skulle findes skyldig, så er det skudt langt over målet at sende ham i fængsel, mener forsvareren.

- Jeg vil ikke afvise, at han har gjort noget kritisabelt. Men det er ikke så kritisabelt, at det er strafbart. Efter min bedste overbevisning og erfaring med den slags sager vil den relevante straf være en disciplinær bøde, siger Torben Koch.

To mails belaster hærchefen

Flere af forholdene i anklageskriftet har været fremme før. Anklageskriftet fremkommer dog med flere nye oplysninger om, hvordan hærchefen ifølge Forsvarets militære anklagemyndighed - auditørkorpset - har gjort sig skyldig i både at have overtrådt den militære- og den almindelige straffelov.

En af anklagerne mod Hans Christian Mathiesen er, at han skulle have været med til at ændre kriterierne på to af Forsvarets uddannelser. Det betød blandt andet, at kravet om erfaring fra internationale missioner blev fjernet, så hans kæreste kunne blive optaget uden at have været udsendt.

I anklageskriftet lyder det, at den tidligere hærchef skulle have sendt to mails, hvor han instruerede personer i udvælgelsesnævn til at ændre kriterierne. Disse mails var afsendt, efter at ansøgningsfristen var udløbet, og at han havde erfaret, at kæresten ikke var blevet valgt, lyder anklagen.

Advokat: Sender aben videre

Ifølge H.C. Mathiesens advokat er det 'dybt latterligt', hvis en dansk hærchef i sidste ende skal i fængsel på grund af nogle bryllupskort.

- At man laver bryllupsinvitationer er selvfølgelig kritisabelt, men ikke strafbart. Man skal ikke i fængsel som hærchef for at have trykt bryllupskort. Det giver ikke nogen mening. Auditøren skyder over målet her, siger Torben Koch.

- For mig ser det ud til, at auditøren har fornemmet pres og fokus fra medier og politikere og sendt sagen til vurdering i byretten. Hvis jeg var auditør, ville jeg formentlig gøre det samme. Det er en spektakulær sag på mange måder og den ville jeg heller ikke selv bryde mig om at vurdere. Derfor tror jeg, at man har sendt aben videre til byretten, lyder det fra H.C. Mathiesens advokat.

Sagen kort

  • 24. oktober 2018 oplyste Forsvaret, at generalmajor og hærchef Hans-Christian Mathiesen var blevet midlertidigt fritaget for tjeneste.

  • Det skete, efter at mediet Olfi - som skriver om Forsvaret - havde talt med flere anonyme kilder, der beskyldte hærchefen for både nepotisme og magtmisbrug.

  • Anklagerne gik ifølge mediet på, at hærchefen blandt andet skulle have ændret på kriterierne for optagelse på to af Forsvarets mest eftertragtede uddannelser.

  • Han skulle have fjernet kravet om erfaring fra internationale missioner, så hans kæreste kunne blive optaget uden at have været udsendt.

  • Ifølge Olfis kilder rykkede hærchefen sin kæreste op på listen til optagelse på Master i Militære Studier i 2014, så hun på trods af manglende kvalifikationer blev optaget blandt de 13 officerer ud af 97 ansøgere fra hæren.

  • Overfor netmediet Olfi afviste forsvarschef Bjørn Bisserup, at sagen skulle undersøges nærmere. Forsvarsministeriets Auditørkorps var dog af en anden holdning.

  • I slutningen af oktober 2018 indledtes en forundersøgelse. I januar 2019 blev der rejst sigtelse. I december blev der så rejst tiltale.

  • Forsvarsministeriets Audiørkorps er en uafhængig myndighed under Forsvarsministeriet, der efterforsker og behandler militære straffesager i ind- og udland.