Anklagemyndigheden anker dronesagen: Kræver hårdere straffe til terrordømte

Anklagemyndigheden vil have landsretten til at kigge på dronesagen.

Lise Lotte Nilas, Statsadvokat, har anket byrettens afgørelse i dronesagen. Hun vil i landsretten gå efter den hårde terrorparagraf.

Tre mænd, der blev dømt i byretten for at fremme terrororganisationen Islamisk Stat i den såkaldte dronesag, skal i landsretten.

Det står klart, efter at anklagemyndigheden har valgt at anke byrettens afgørelse.

- Det er anklagemyndighedens opfattelse, at der skal dømmes efter den mere alvorlige terrorbestemmelse, og at straffene bør skærpes. Derfor mener vi, at landsretten også skal tage stilling til sagen, siger statsadvokat i København Lise-Lotte Nilas.

Jesper Storm Thygesen, der er forsvarer for en af de dømte i sagen, Fady Atef Mohammad, oplyser til DR, at han i landsretten går efter at få frifundet sin klient.

I Københavns Byret blev tre mænd idømt to år og seks måneders fængsel, tre år og seks måneders fængsel og fire års fængsel og udvisning.

Anklagemyndigheden havde forsøgt at få de tre dømt efter den strengeste terrorparagraf, der kan give op til fængsel på livstid.

Det er også denne paragraf, som Anklagemyndigheden vil have landsretten til at tage stilling til.

I byretten var de tre mænd tiltalt for medvirken til forsøg på terrorisme efter straffelovens paragraf 114 ved at have leveret dronedele til terrorhandlinger. Men de tre blev dømt efter den noget mildere paragraf 114 2, der handler om at fremme en terrororganisations virksomhed.

Det er endnu ikke fastlagt, hvornår ankesagen ved landsretten vil begynde.

Facebook
Twitter

Mere fra dr.dk