Anklagemyndigheden anker ikke terrorfrifindelse

Anklagemyndigheden anker ikke frifindelsen af fire mænd for medvirken til terror i København.

27. september 2016 blev de fire tiltalte i retssagen om angrebet ved synagogen i København frifundet for medvirken til terror, da Københavns Byret afsagde dom. (Foto: NILS MEILVANG © Scanpix)

Anklagemyndigheden har valgt ikke at anke Københavns Byrets frifindelse af de fire mænd, som var tiltalt for at have medvirket til terrorangrebet i København i februar 2015.

Det har Statsadvokaten i København netop meddelt.

I en pressemeddelelse oplyser statsadvokat Lise-Lotte Nilas, at hun "efter meget grundige overvejelser" er kommet frem til, at terrorsagen stopper her.

- Det var rigtigt at lade byretten vurdere den præcise skillelinje for de fires eventuelle medvirken til terror, men det er lige så rigtigt at standse videre strafforfølgning nu, udtaler hun om sagen, hvor ankefristen udløber i dag.

De fire mænd blev alle frifundet for anklagerne om medvirken til terror, da Københavns Byret afsagde dom i sagen i slutningen af september i år.

Anklagen gik på, at de fire mænd skulle have hjulpet gerningsmanden bag angrebet ved Krudttønden og synagogen i København, Omar El-Hussein, med planlægningen af synagoge-angrebet.

Mens de fire mænd blev frifundet for medvirken til terror, blev de alle dømt for mindre forhold - eksempelvis for besiddelse af mobiltelefoner i fængslet og vold mod fængselsbetjente.

To af de fire blev også kendt skyldige i våbenbesiddelse, da de var med til at bortskaffe den fuldautomatiske riffel, som Omar el-Hussein brugte ved angrebet på Krudttønden.

Tre af de fire blev løsladt lige efter byrettens dom.

- Vi fik under byretssagen en meget vigtig forståelse af, hvad der egentlig skete. Blandt andet var det jo første gang, at vi i det offentlige rum fik en mere samlet gennemgang af, hvad Omar El-Hussein foretog sig i timerne mellem de to terroranslag, og dommen slår klart fast, at der var tale om terror mod det danske samfund, udtaler Lise-Lotte Nilas i pressemeddelelsen.

Sagen er danmarkshistoriens største politefterforskning.

Facebook
Twitter