Anklager efter dom mod bandeleder: Det er lidt af en mavepuster

Anklagemyndigheden overvejer nu, om spørgsmål om udvisning skal prøves ved Højesteret.

Loyal To Familia-medlem foran Københavns Byret, da sagen mod bandeleder Shuaib Khan kørte i september. (Foto: Scanpix danmark stf © Scanpix)

- Det er lidt af en mavepuster.

Sådan lyder reaktionen fra vicestatsadvokat Anders Riisager, der er anklager i sagen mod Shuaib Khan.

I dag er lederen af den største bandegruppering herhjemme, Loyal To Familia (LTF), ved Østre Landsret blevet straffet med en betinget udvisning – og dermed kan han blive i Danmark.

Østre Landsret valgte nemlig at stadfæste den afgørelse, som Københavns Byret idømte den 31-årige bandeleder i oktober sidste år for trusler mod en politibetjent.

Og med udfaldet i Østre Landsret i dag får Shuaib Khan tilmed en kortere straf end i byretten, i det landsretten nedsatte hans fængselsstraf til 60 dage imod de tre måneder, bandelederen blev idømt i byretten.

Overvejer Højesteret

Anklagemyndigheden havde gerne set, at retten udviste Shuaib Khan til Pakistan, hvor han er statsborger. Men det valgte Østre Landsret altså ikke at imødekomme. Derfor sidder anklager Anders Riisager tilbage med en fornemmelse af at have fået et ordentligt slag i maveregionen. Han fastholder dog, at der var grund til at prøve sagen ved landsretten.

- Der var absolut rimelig grund til at anke sagen, for den er spektakulær. Det er rimeligt, at vi får udfordret lovgivningen og får prøvet spørgsmålet om udvisning i landsretten, siger han.

Anklagemyndigheden overvejer nu, om de vil forsøge at bringe spørgsmålet om udvisning for Højesteret med en ansøgning til Procesbevillingsnævnet.

I sin dom i dag lagde retten vægt på, at Shuaib Khan, der er pakistansk statsborger, ikke har tilstrækkelig tilknytning til Pakistan.

Samtidig peger retten på, at en ubetinget udvisning vil være i strid med Danmarks internationale forpligtelser. Og det argumenterede anklager Anders Riisager imod.

Gammelt hus i Pakistan

Ifølge Anders Riisager ligger der ikke noget til grund for, at Shuaib Khan ikke kan udvises. Hans familie har adgang til et gammelt hus i Pakistan og på flere telefonsamtaler fra fængslet, kan man høre, at Shuaib Khan mestrer det pakistanske sprog fint, lød det - og derfor bør vi trykke på udvisningsknappen.

- Han har med sin alvorlige kriminalitet vist, at han ikke har tænkt sig at indordne sig under danske forhold, sagde Anders Riisager i sin procedure mandag.

Shuaib Khans forsvarer Michael Juul Eriksen er anderledes lettet over landsrettens dom i dag.

- Jeg er selvfølgelig super tilfreds med, at landretten vælger at lytte til mig og ikke udviser ham, siger advokaten.

- Det var jo udvisningsspørgsmålet, det hele handlede om, og som vi brugte flere timer på at procedere på. Det lød ikke til, at landsretten var særlig meget i tvivl om, at man ikke skal udvise en person, der er født og opvokset i Danmark på så kort en straf som det her - der skal langt mere til. Så jeg er ekstremt glad for, at landretten ligesom byretten ikke skeler til det politiske forsøg på indblanding, der har været i sagen her.

Justitsminister Søren Pape (K) har tidligere udtrykt glæde over, at byrettens dom over Shuaib Khan blev anket til landsretten.

Fjerde forsøg på udvisning

Sagen mod Shuaib Khan startede i de sene nattetimer 31. juli sidste år. Her truede den 31-årige bandeleder en betjent under en visitation på Blågårds Plads på Nørrebro i København. Nørrebro var dengang en del af en visitationszone, hvor politiet uden videre kunne lede efter våben på grund af en igangværende bandekonflikt mellem LTF og banden Brothas.

Anklagemyndigheden krævede i landsretten Shuaib Khan idømt seks måneders fængselsstraf, ligesom man ville have ham udvist af Danmark i seks år.

I byretten forklarede den 31-årige bandeleder, at han havde følt sig uretfærdigt behandlet af politiet, da betjentene bad ham tage tøjet af under visitationen.

- Jeg sagde til betjenten, at han skulle tage det lidt med ro, ligesom hans øvrige kolleger gjorde. Men jeg har ikke sagt, at han skulle passe på sig selv eller på sin ryg, fortalte Shuaib Khan.

Han erkendte dog dengang, at han havde sagt, at betjenten havde en negativ attitude.

Det fjerde gang på ti år, at en anklager har forsøgt at få udvist 31-årige Shuaib Khan, der har flere voldsomme fængselsdomme bag sig.