Anklager "håber saftsuseme ikke" Kundby-pige er farlig om otte år

Både forsvarer og anklager er tilfredse med otte års fængsel til terrordømt Kundby-pige.

Anklager Kristian Kirk havde krævet en tidsubestemt forvaringsdom til den nu 17-årige pige, der planlagde bombesprængninger af to skoler. Forsvarer Mette Grith Stage talte for seks års fængsel.

Selvom Østre Landsret i dag idømte en 17-årig pige fra Kundby på Vestsjælland en højere straf for terrorplaner, end byretten gjorde, er forsvarer Mette Grith Stage stadig lettet og glad på pigens vegne.

- Det havde selvfølgelig været ekstra dejligt, hvis det var blevet seks år ligesom i byretten, men når det er sagt, er det et rigtig godt resultat. Der var meget på spil. Min klient kunne være endt med forvaring, og derfor må man sige, at otte år er et godt resultat, siger Mette Grith Stage.

Da dommeren læste op af dommen på otte års fængsel, smilede den 17-årige pige.

- Hun var rigtig glad. Hun sagde til mig, da dommen blev afsagt, at hun havde lyst til at græde, og det er altså første gang, at jeg har hørt hende sige det, fortæller hendes forsvarer, der i første omgang argumenterede for, at pigen skulle frikendes for terrorplaner - både i byretten og landsretten.

Forsvarer: Nu vil Kundby-pigen læse hf

Anklager Kristian Kirk har både i byretten og landsretten argumenteret for, at den 17-årige terrordømte pige skulle idømmes den strenge staf forvaring, der er en tidsubestemt dom.

Så da pigen hørte dagens dom på otte års fængsel, var det ifølge forsvareren en stor lettelse for hende.

- Det har været en kæmpe byrde, der har hængt på den her pige i snart to år, siger Mette Grith Stage.

Pigen blev anholdt tilbage i januar 2016 og sigtet for at lægge planer om at bombesprænge sin tidligere folkeskole, Sydskolen i Fårevejle, og den jødiske skole, Carolineskolen, i København.

Inden dagens dom har pigen derfor siddet varetægtsfængslet i næsten to år.

Ifølge forsvarer Mette Grith Stage vil pigen formentlig nu bruge tiden i fængsel på at skabe et nyt liv.

- Jeg tror, hun vil bruge tiden på at komme ind på det rigtige spor igen, for det er hun selv motiveret for. Dernæst ved jeg, at hun vil bruge den på at læse hf, for hun har en drøm om at uddanne sig til veterinærsygeplejerske, og hun vil gerne have et normalt liv med mand og børn på sigt, og det kan hun nu se frem til, modsat hvis hun havde fået en forvaringsdom, siger forsvareren.

Anklager tilfreds med otte år

Anklager Kristian Kirk havde talt for forvaring og ellers otte til ti års fængsel til den 17-årige pige fra Kundby. Derfor vil han nu tage dommen til efterretning.

- Når det er sagt, er jeg også nødt til at sige, at otte års fængsel til en person, der var 15 år på gerningstidspunktet, er en meget hård og følelig straf, siger Kristian Kirk.

Han er derfor også tilfreds, selvom pigen ikke blev idømt forvaring, som han primært havde krævet i sin strafprocedure.

Tror du stadig, hun er farlig, når hun kommer ud?

- Det håber jeg saftsuseme ikke, siger Kristian Kirk og tilføjer:

- Man har givet sig selv en bagkant med de otte års fængsel, og så håber jeg - ikke bare som anklager, men som borger i det her land - at nogen har fået gjort op med det til den tid, siger anklageren med henvisning til, at pigen bør få hjælp til at komme væk fra en radikaliseret tankegang.

Facebook
Twitter