Anklager i kommende retssag: Bandefolk kørte i stjålne biler og forsøgte at dræbe fjender

Konflikt førte til fem drabsforsøg på ni dage i Hovedstaden sidste år, viser anklageskrift mod 14 mænd.

En mand blev ifølge politiet ramt i maven, efter der blev afgivet skud her ved Ragnhildsgade og Haraldsgade på Nørrebro i København den 19. september 2018. Arkivfoto. (Foto: BAX LINDHARDT © BAX)

Stemningen mellem bandefolk i hovedstadsområdet var sidste år så dårlig, at en gruppe mænd brugte flere dage på at opsøge deres fjender for at dræbe dem.

Sådan lyder anklagen i en omfattende sag mod 14 mænd, der alle er tiltalt for at have taget del i voldsomhederne, der indebar fem drabsforsøg, besiddelse af ni ulovlige våben og fare for folks liv.

De 14 mænd var ifølge politiet en del af bandegruppen Brothas, som i efteråret 2018 lå i konflikt med en gruppe, som politiet kalder NNV.

Personer fra begge grupperinger har tidligere dannet fælles fodslag under netop navnet Brothas med rødder i boligkvarteret Mjølnerparken på Ydre Nørrebro i København, men uenigheder i gruppen fik sidste år nogle til at trække sig ud af banden, mens andre fortsatte som Brothas og gik sammen med bandemedlemmer fra den københavnske vestegn.

Flere drabsforsøg over få dage

I september sidste år brød konflikten ud i lys lue:

Om aftenen 17. september 2018 gik flere af de tiltalte mænd fra Brothas ind på café Arguileh på Amagerbrogade i København.

Iført maskering og trukne våben ledte de efter deres fjender, som de ville dræbe, mener politiet. Det lykkedes dog ikke, fordi de slet ikke var i caféen.

Senere på aftenen, omkring klokken 23.35, kørte en anden af de tiltalte mænd sammen med en uidentificeret mand til Café Pit Stop i Herlev i en stjålet sort BMW.

Med maskering, haglgevær og pistol pegede de mod flere personer og spurgte, hvor de kom fra.

Også dette vurderer politiet til at være et drabsforsøg. Der var dog ikke nogen fra NNV-gruppen til stede.

Dagen forinden havde 19 personer fra NNV-gruppen ifølge politiet overfaldet to unge fra Brothas-gruppen. I omkring 15 minutter blev de sparket og stukket med forskellige redskaber.

Bilister og fodgængere i fare

Den efterfølgende aften, 18. september, fortsatte jagten angiveligt:

Ifølge anklageskriftet forsøgte fire af mændene at dræbe endnu en person ved at affyre adskillige skud med både pistol, maskinpistol og revolver.

Skyderiet skete ved Herlev Hovedgade, hvor der blev skudt fra en bil mod en anden.

Under skyderiet var bilister og fodgængere i nærliggende fare for at miste livet og førligheden, står der i anklageskriftet.

Politiet fandt senere pistolen, mens en borger fandt maskinpistolen og revolveren i en pose fra tøjbutikken Kaufmann, der lå i et buskads i Ishøj.

Artikel fortsætter efter grafikken

Affyrede 22 skud med AK47

Dagen efter, 19. september, forsøgte folk fra Brothas-gruppen endnu en gang at dræbe en person fra den anden gruppe, mener politiet:

Denne gang kørte to mænd i en stjålet Mini Cooper til Nørrebro, og omkring klokken 19.40 steg en af dem ud af bilen med en AK47-riffel i hænderne.

I anklageskriftet står der, at han affyrede cirka 22 skud mod en person, som blev ramt i maven.

Denne gang var bilister, fodgængere og to politibetjente også i fare.

Politiet gjorde gevær uvirksomt

Men politiet må have holdt øje med gruppen:

For dagen efter, 20. september, havde to af mændene lagt et haglgevær med ammunition i en stjålet BMW, som var parkeret i Hellerup nord for København.

Politiet fandt geværet, og så gjorde politiet geværet "uvirksomt", står der i det 17 sider lange anklageskrift.

Dagen efter kom folk fra gruppen og hentede bilen med geværet.

Men trods det, stoppede det ikke her.

Brugte tysk nummerplade ved angreb

Den 25. september brugte flere af personerne fra Brothas-gruppen det meste af dagen på at forberede drab på to personer, lyder anklagen.

De hentede våben og tyske nummerplader, som de satte på den bil, de brugte ved en ny skudepisode i Københavns nordvestkvarter:

Med en pistol og en automatriffel affyrede de mere end ti skud. Det skete omkring klokken 22.30 om aftenen.

Et af ofrene blev ramt i baghovedet og på skulderen. Begge overlevede. Politiet mener også, at dette var et drabsforsøg.

Der var stort politiopbud og flere fremmødte unge mænd ved Københavns Byret den 26. september 2018, da flere af de nu tiltalte blev varetægtsfængslet. Foto: DR (Foto: Camilla Faurholdt-Löfvall © DR Nyheder)

Først dom om et år

Samme nat anholdt politiet seks af de nu tiltalte personer i et sommerhus i Rødvig på Sjælland. Resten er blevet varetægtsfængslet siden.

De er alle tiltalt for at have begået de nævnte personfarlige ulovligheder under bandekonflikten sidste år. Det betyder, at straffen kan stige til det dobbelte, hvis de bliver dømt.

Desuden lægger anklagemyndigheden op til, at alle skal have forbud mod at opholde sig i et begrænset område. Tre kræves desuden udvist.

Der er navneforbud i sagen, som begynder 4. december 2019. Der forventes dom om et år efter planlagte 34 retsdage.

Det er uklart, hvordan de 14 tiltalte stiller sig.

Politiet har beslaglagt ni våben i forbindelse med sagen:

  • En pistol af mærket Glock

  • En maskinpistol Mac10

  • En revolver Colt

  • En AK47-halv- og fuldautomatisk riffel

  • En pistol af mærket Walther

  • En maskinpistol af mærket Husqvarna

  • Et glatløbet haglgevær (pumpgun)

  • En pistol af mærket Llama

  • En AK47-automatriffel

Facebook
Twitter