Anklager i sag om hooligan: 'Han er psykopat, han er farlig og skal idømmes forvaring'

En 29-årig mand nægter sig skyldig i 51 forhold, som blandt andet omhandler vold, voldtægter og trusler.

Der falder dom den 8. juni. ARKIV (Foto: © Philip Davali, Ritzau Scanpix)

Med hænderne foldet i skødet og godt lænet tilbage i kontorstolen sad en 29-årig hooligan i retslokalet og lyttede til de afsluttende bemærkninger i den voldsomme sag, anklagemyndigheden på den københavnske vestegn har rejst mod manden.

Flere gange fandt han kuglepennen frem og skrev små noter, som han efterfølgende viste til sin forsvarsadvokat.

Ord som "mangel på empati", "narcissistisk" og "overfladisk charme" fløj gennem retslokalet, mens den 29-årige mand skiftevis kiggede på sine noter og ud i luften.

Retten i Glostrup fik i dag fremlagt de sidste beviser i sagen, hvor den 29-årige mand er tiltalt for 51 forhold, der blandt andet omhandler trusler, vold og voldtægter af i alt 16 forurettede - 15 drenge og én kvinde.

Flere af de forurettede var under 18 år, da overgrebene begyndte.

Sagen har fået massiv opmærksomhed, da den 29-årige mand har spillet en ledende rolle i hooligan-miljøet omkring fodboldklubben Brøndby IF. Flere af de forurettede i sagen har han mødt netop gennem fodboldmiljøet.

Han nægter sig skyldig i alle anklager imod ham. Han har aldrig været voldelig over for sine venner, og han har kun haft frivillige forhold til flere af drengene, fortalte han i retten.

Men den opfattelse er anklagemyndigheden ikke enig i.

De mener, at han i årevis har manipuleret og udnyttet unge drenge, hvoraf flere af dem har stået i en sårbar situation.

- Han er psykopat, han er farlig for andre, og han skal idømmes forvaring, lød det fra anklager Mathias Johannsen i retten i dag.

Anklager: Al tvivl er væk

Over 12 dage har en dommer og to domsmænd hørt på 34 vidner, set flere sms'er, billeder, lydfiler og ikke mindst hørt den tiltaltes egen forklaring.

Den 29-årige mand har selv forklaret, at han mener, at der har været tale om et komplot, hvor bander omkring hooligan-miljøet i Brøndby IF ville have ham væk.

- Er det løgn, når de forurettede kommer her i retten, når de fortæller om vold, trusler, ydmygelser og seksuelle overgreb begået af en af samme person, spurgte specialanklager Morten Frederiksen under sin procedure.

- Er der tale om fakta eller fiktion? Et nedrigt komplot fra bandernes side - eller er det tiltalte, sagde han undervejs og tilføjede, at så måtte banderne have instrueret 16 forurettede, seks mødre og syv kærester i alt fortælle historier om den tiltalte.

- Al tvivl er væk her 12 dage senere. Han er skyldig. Han er skyldig i alt, hvad der står i anklageskriftet.

Under proceduren lagde anklageren vægt på, hvad han mener har været en modus for den 29-årige mand, og hvordan han gennem vold og trusler har fået flere af de drenge, som har sagt, at de har været udsat for seksuelle overgreb, til at tie.

- Hvad nu hvis politiet ikke tror på mig. Hvad nu hvis han bliver lukket ud, så er det ikke bare vold og trusler, der venter, så bliver det mere alvorligt. De oplever det som pinligt og flovt, at de har været ofre, lød det fra Morten Frederiksen.

Efter den 29-årige blev taget med på politistationen, så gik to mænd til politiet og anmeldte ham for overgreb. (Foto: © Mads Claus Rasmussen, Ritzau Scanpix)

'Ar på sjælen'

Sagen begyndte 5. februar sidste år, da Københavns Vestegns Politi blev kaldt ud til en skudepisode i Brøndby, hvor den 29-årige blev anholdt.

Kort inde i efterforskningen fandt politiet ud af, at manden formentligt var forurettet i sagen om skyderiet, som politiet stadig ikke har opklaret.

Men mens den 29-årige var på politistationen, valgte to unge mænd at henvende sig til politiet med deres mødre. De anmeldte den 29-årige mand for voldelige og seksuelle overgreb.

Dagen efter blev den nu tiltalte fremstillet i grundlovsforhør, og han har siddet varetægtsfængslet siden.

Siden voksede sagen, og der kom flere forurettede på anklageskriftet. Den seneste kom til under retssagen, hvor endnu en ung mand meldte sig hos politiet.

Under dagens retsmøde blev der læst flere psykologerklæringer op på de forurettede, som indgår i sagen.

Her kom det frem, at flere af dem blandt andet lider af angst, depression, flashbacks, ptsd, stor tristhed, tomhed, mareridt, søvnproblemer, forhøjet stress og alarmberedskab.

- Vi sidder tilbage med 16 forurettede, der har dybe ar på sjælen, og som er bange for, om de nogensinde får et normalt liv igen, sagde Morten Frederiksen under de afsluttende bemærkninger.

Forsvarer: Tiltalt blev fælles fjende

Forsvarsadvokat Christina Schønsted afviste under dagens retsmøde, at man kan kende hendes klient skyldig ud fra de beviser, som er blevet fremlagt i retten.

Hun mener, at beviserne peger på, at hendes klient har haft frivillige forhold til flere af de forurettede.

Blandt andet flere kærlige breve og beskeder samt besøgsoversigter fra en tidligere fængsling.

- Det er beviser, som vi har sort på hvidt. Der er ingen, der kan ændre på brevene eller beskederne. Men anklagemyndigheden og jeg er uenige om, hvordan de skal ses, fortolkes, og hvorfor de er blevet skrevet.

Hun lægger dog ligesom anklagemyndigheden vægt på, at netop miljøet har spillet en stor rolle i sagen.

- Min klient og flere af vidnerne har forklaret, at det er uacceptabelt at være homoseksuel i det her miljø.

- Kunne det hænge sådan sammen, at (tiltaltes navn undladt red.) havde følelser for disse mænd og omvendt – men at det blev opdaget?

- De har fortalt, hvordan man holder sammen mod en fælles fjende – den plejer at være politiet – nu er den udskiftet med (tiltaltes navn undladt red.)

Forsvarsadvokaten brugte desuden tid på at tale om, at flere af de forurettede ikke ville fortælle, hvor meget de kendte til hinandens forklaringer, inden de gik til politiet.

For flere af de forurettede fra miljøet har været til et møde efter de første anmeldelser, hvor flere fra bandemiljøet omkring fodboldklubben også var har været med.

Men specialanklager Morten Frederiksen mente ikke, at det kunne tillægges den betydning, at der var tale om et komplot, som var plantet af banderne.

- Det var et møde for at danne overblik. Det er var et møde, hvor de blev løst fra deres tavshedskodeks, at man ikke var en stikker, hvis man fortalte politiet, hvad der var foregået.

Mentalundersøgelsen, som blev fremlagt i retten, konkluderer, at hvis den 29-årige mand kendes skyldig, så skal han idømmes forvaring, da der er høj risiko for, at han kan begå ny kriminalitet af samme karakter.

Forsvaret mener dog, at hvis hendes klient bliver kendt skyldig, så skal han idømmes seks års fængsel.

Efter et kort møde ønskede den tiltalte ikke det sidste ord:

- Ellers tak, lød det ind i mikrofonen, inden retten trak sig tilbage.

Der falder dom 8. juni.