Anklager kræver fire måneders fængsel til Rasmus Paludan

Stram Kurs-leder nægter sig skyldig i alle 14 forhold, som behandles ved Retten i Næstved. Der forventes at falde dom i morgen

Rasmus Paludan er tiltalt for 14 forhold. Han nægter sig skyldig (ARKIV) (Foto: Mads Claus Rasmussen © Scanpix)

Rasmus Paludan, der er partileder for Stram Kurs, bør få op til fire måneders ubetinget fængsel, hvis han dømmes for alle 14 lovovertrædelser.

Det er kravet fra specialanklager Susanne Bluhm fra Sydsjællands- og Lolland-Falsters Politi, da hun i dag kommer med sine afsluttende bemærkninger i Retten i Næstved.

Her er Rasmus Paludan blandt andet tiltalt for at være kommet med forhånende udtalelser, ærekrænkelse og for at bringe en anden persons liv eller førlighed i fare.

Anklageren kræver ligeledes, at partilederen frakendes retten til at køre bil i to år.

Og så skal Paludan frakendes retten til at arbejde som advokat "indtil videre", lyder det.

- Såfremt han bliver dømt i alle forhold, er han uværdig til den agtelse og tillid, siger Susanne Bluhm med henvisning til advokathvervet.

Der ventes at falde dom i sagen i morgen. Rasmus Paludan nægter sig skyldig i alle anklager.

/ritzau/

FacebookTwitter