Anklager kræver op til to års fængsel til Henrik Qvortrup

Tys-tys-kilden skal i fængsel i op til tre år, hvis det står til anklageren.

Der forventes dom i Se og Hør-sagen senere i november. (Foto: Òlafur Steinar Gestsson © Scanpix)

Anklageren kræver op til to års ubetinget fængsel til tidligere chefredaktør på Se og Hør Henrik Qvortrup i Se og Hør-sagen.

Her er fem tidligere Se og Hør-medarbejdere tiltalt for systematisk at have betalt sig til oplysninger om kendte, som den såkaldte tys-tys-kilde ifølge anklageren skaffede sig uberettiget adgang til via sit job hos Nets/IBM. Tys-tys-kilden er den sjette tiltalte i sagen.

Henrik Qvortrup var chefredaktør for Se og Hør fra 2002 til 2008.

Kravet om ubetinget fængsel i op til to år gælder også Kim Henningsen, der var chefredaktør på Se og Hør fra 2009 til 2012.

Samtidig kræver anklageren mellem to og tre års ubetinget fængsel til tys-tys-kilden.

Straffen skal kunne mærkes

Journalisterne Ken B. Rasmussen og Kasper Kopping skal straffes med otte til ti måneders fængsel, hvis det står til anklageren. Retten skal overveje, om straffen skal være betinget.

Per Ingdal, der var udgiverredaktør på Aller og fungerende chefredaktør på Se og Hør i 2009, bør ifølge anklageren modtage mellem halvandet og to års ubetinget fængsel.

Anklager Morten Frederiksen fremhæver, at overvågningen af kendtes kreditkortoplysninger har været systematisk og langvarig. Derfor skal straffen også kunne mærkes, siger han som begrundelse for, at strafpåstanden er som den er.

- Det skal også med, at de tiltalte har sat hele tilliden til betalingssystemet på spil. Det har samfundsmæssig betydning, siger han.

(Foto: Grafik: Morten Fogde Christensen © DR Nyheder)
Facebook
Twitter

Mere fra dr.dk