Anklager: Pædofilitiltalt journalist bliver ved med at ændre sin historie for at sno sig uden om straf

Retten i Roskilde afsiger skyldkendelse den 27. september.

Retten i Roskilde forventer at færdiggøre sagen i løbet af efteråret. (Arkivfoto)

En 47-årig pædofilitiltalt journalist forsøger konstant at konstruere en forklaring for at slippe for straf.

Sådan lyder det fra senioranklager Lise Frandsen, der mandag argumenterer ved Retten i Roskilde for, at den midaldrende mand skal kendes skyldig i en stor sag om seksuelle overgreb og besiddelse af børnepornografisk materiale.

- Tiltalte har hele tiden en forklaring, som han forsøger at tilpasse. Han svarer ikke på konkrete spørgsmål. Og når han bliver foreholdt oplysninger fra sagen, kommer der forklaringer, som jeg ikke mener er særligt troværdige, siger hun.

Lise Frandsen møder fra anklagemyndigheden. (Arkivfoto)

Manden erkender at have været i besiddelse af en harddisk, der indeholder 13.087 billeder med børnepornografisk materiale og 1.125 filmsekvenser.

I en årrække skulle han have krænket ofrenes blufærdighed ved at tage billeder af dem. Ofrene tæller også hans egne børn.

Ofrene var i alderen fra 3 til 14 år og blev for eksempel filmet med et skjult kamera, mens de var i bad eller på toilettet og var ofte legekammerater til hans egne børn.

Disse forhold erkender han, men han nægter at have krænket sine egne børns blufærdighed.

Der er tale om en mand, der har været ansat som journalist på et større dansk medie.

Der er ikke noget, der tyder på, at manden har udnyttet sit arbejde i forhold til krænkelser, han er tiltalt for.

Alvorlige anklager

De mest alvorlige forhold i anklageskriftet omhandler voldtægt. Manden er anklaget for i seks tilfælde at have begået voldtægt ved andet seksuelt forhold end samleje.

Journalisten nægter sig skyldig og hævder, at der var tale om blufærdighedskrænkelse ved at have befølt ofrene, som giver en langt mildere straf end voldtægt. Men den køber anklagemyndigheden ikke.

- Det her er ikke blufærdighedskrænkelse. Det er det slet ikke, siger Lise Frandsen.

Dele af anklagerne er af meget eksplicit karakter og omfatter børn, hvorfor DR Nyheder ikke beskriver de nærmere detaljer i anklageskriftet.

Manden er også anklaget for at have manipuleret unge piger på nettet til at sende krænkende materiale til journalisten - såkaldt grooming.

Ifølge anklagemyndigheden skulle det være sket ved, at manden udgav sig for at være en teenagedreng, og han beskrev sig blandt andet som en "bad boy på 16 år".

På et tidspunkt går det op for en af pigerne, at hun ikke skriver med en 16-årig dreng. Hun finder et billede af den tiltalte på sociale medier, som han konfronteres med.

- Han svarer: "Hvorfor sender du et billede af min onkel?", forklarer anklageren.

Lise Frandsen fortæller, at han også sendte et billede af sin egen mindreårige datter og forklarede, at det var hans "irriterende lillesøster".

- Det gjorde han for at give sig ud for at være væsentligt yngre end sin rigtige alder, forklarer anklageren.

Forsvarer: 'Mærkeligt'

Den tiltaltes forsvarer, advokat Carsten Brix, beder i sine afsluttende bemærkninger nævningerne om at huske, at hvis man er i det mindste tvivl om hans klient skyld, skal man frifinde ham.

Og så forsøger han at sætte spørgsmålstegn ved ofrenes forklaringer, som handler om hændelser, der ligger mange år tilbage.

- Hvis hun havde oplevet det her som seksårig, hvorfor fortæller hun det så ikke til moren? Det ville jeg gøre. Mærkeligt. Forklaringen kommer ni år efter og på et tidspunkt, hvor der verserer masser af rygter i det her lille lokalsamfund om, hvad tiltalte (navn udeladt, red.) kan have gjort.

- Det er i det lys, man skal se den her forklaring, siger forsvareren.

Næste retsmøde er den 27. september, hvor der afsiges skyldkendelse. Fordi sagen behandles som en nævningesag, vil procedure om straf komme bagefter.

Den tiltalte skal mentalundersøges. Alt efter mentalundersøgelsens konklusion kan anklagemyndigheden vælge at kræve en anden straf end almindelig fængselsstraf, hvis han kendes skyldig.

Det kunne eksempelvis være en anbringelsesdom eller forvaring, men det vides på nuværende tidspunkt ikke.

Sagen begyndte for alvor at rulle, da journalistens nu ekskone blev kontaktet af pædofilijægere i USA, der sendte dokumentation for, at manden krænkede unge piger på nettet.