Anklagere på vej i retten i dronesag: 'Det er en meget alvorlig sag'

To tiltalte har ifølge politiet medvirket til konkrete angreb i Syrien.

Anklagerne på vej i retten til den såkaldte dronesag. Til højre ses senioranklager Kristian Kirk. Til venstre ses senioranklager Sidsel Kluxbüll. (Foto: DR)

Det var to anklagere med alvorlige miner, som i dag mødte foran retten i København.

Her er den såkaldte dronesag begyndt her til formiddag. Tre mænd sidder på anklagebænken tiltalt for at have købt droneudstyr i Danmark for at sende det videre til terrororganisationen Islamisk Stat i Syrien og Irak.

- Det er en meget alvorlig sag, hvor vi også mener, at to af de tre tiltalte har indkøbt nogle effekter, som har været brugt til et konkret angreb på en militærbase i Syrien, lød det fra senioranklager ved Københavns Politi Sidsel Klixbüll forud for retssagen.

- Jeg vil endnu ikke kommentere, hvad vi går efter af straf. Det vil komme frem under retssagen, sagde hun videre. Terrorparagraffen, som de tre er tiltalt efter, kan give fængsel op til livstid.

Sagen føres ved retten af ikke bare én, men to anklagere. Sidsel Klixbüll har nemlig følgeskab af senioranklager ved Statsadvokaten i København Kristian Kirk.

Det har man valgt, fordi sagen er særlig alvorlig, men også fordi man regner med, at sagen uanset udfald kan blive anket til landsretten.

Hovedpersoner mangler

Retssal 41 var fyldt med både tilhørere og journalister allerede forud for sagen. Men to af sagens hovedperson kommer ikke til at være til stede i retssalen.

Der er tale om den kendte terrorist Basil Hassan, som af politiet betegnes som bagmand i det netværk, som har forsynet terrororganisationen Islamisk Stat med droner, og dansk-tyrkiske Abdulkadir Cesur, der anses for at være mellemmand.

- Som anklager vil man jo helst have alle de relevante personer på tiltalebænken. I den her sag har vi tre personer i Danmark, som vi mener, at vi har en sag mod. Der mangler to, men det er det muliges kunst, forklarede senioranklager Kristian Kirk i dag.

Abdulkadir Cesur er bosat i Tyrkiet og internationalt efterlyst, men fordi Tyrkiet ikke udleverer egne statsborgere, har Danmark ikke kunnet hente ham tilbage til en retssag.

Bassil Hassan har ikke været set i Danmark siden 2013, hvor han menes at have skudt mod Lars Hedegaard. Han kom i 2016 på USA's terrorliste, fordi han var højt placeret hos terrororganisationen Islamisk Stat, og han er tidligere meldt dræbt.

Oplysningerne om hans død er dog ikke bekræftede.

Købte dronedele fra 2013

De tre tiltaltes forsvarere har forud for sagen kritiseret, at de første indkøb af hobbyfly og kameraer skete allerede i 2013, men at sagens første anholdelser skete i efteråret 2017.

Men det er der en grund til, lyder det fra Kristian Kirk:

- Det skal selvfølgelig stå forsvarerne frit for, hvad man vil kritisere, men som vi også vil komme ind på oppe i retten, så er der en grund til, at det først er nu, vi har kunnet rejse sagen.

Kristian Kirk ønskede dog ikke at fortælle, hvad de grunde var, da det først vil blive præsenteret under retssagen.

Ifølge anklageskriftet i sagen har de tiltalte købt droneudstyr for 400.000 kroner, ligesom en af de tiltalte var interesseret i at købe dronedele for yderligere 500.000 kroner.

Alligevel siger anklageskriftet intet om, hvor politiet mener, at de penge er kommet fra.

- Den her sag handler ikke om terrorfinansiering, så det vil heller ikke være noget, vi berører i retten, sagde anklager Kristian Kirk forud for sagen.

- Ikke for at forklejne terrorfinansiering, men vi er helt oppe i straffelovens paragraf 114 (som handler om terrorisme, red.) og medvirken til et konkret terrorangreb, så det er altså ikke terrorfinansiering, der kommer til at være genstand for bevisførelsen, når vi går ind i retten.

Alle tiltalte nægter sig skyldige.