Anmeldelser om seksuelle overgreb mod børn styrtdykker under coronakrisen

Det er meget usædvanligt, lyder det fra Rigspolitiet.

Eksperterne er uenige om, hvad faldet skyldes. (Foto: Clara Juliane Münnecke)

Under coronakrisen er der sket et stort fald i antallet af anmeldelser om seksuelle overgreb begået mod børn.

I alt er der 60 procent færre anmeldelser om voldtægt, seksuelle forhold til børn og incest i månederne marts og april i år sammenlignet med de to måneder sidste år.

Det viser tal fra

Rigspolitiet
.

Og det er markant, lyder det fra Søren Enevoldsen, der er vicepolitiinspektør ved Nationalt Efterforskningscenter.

- Når vi oplever så stort et fald, så er det selvfølgelig noget, vi holder øje med, siger han.

Rigspolitiet
mener, at det skyldes, at Danmark har været lukket ned.

- Det er oftest myndighedspersonerne i institutioner og skoler, som anmelder de her ting. De har den daglige kontakt med børnene, hvor de finder ud af det, hvis børn reagerer lidt anderledes på nogle ting, eller der er et eller andet, der ikke er helt rigtigt her, siger Søren Enevoldsen.

Børn har ikke fået hjælp

Samme melding kommer fra Red Barnet.

- Det er ret markante tal. Og det er et udtryk for, at der fortsat har været overgreb, men de er ikke blevet opdaget, siger Kuno Sørensen, som er psykolog i Red Barnet.

Særligt antallet af anmeldelser, der ikke handler om samleje eller voldtægt, har ændret sig radikalt under coronakrisen.

Samlet har der været godt 80 procent færre anmeldelser i kategorierne 'andet seksuelt forhold med barn under 12 år' og 'andet seksuelt forhold med barn under 15 år'.

- Det er jo meget bekymrende på den måde, at der er nogle børn, der ikke har fået den hjælp, de har brug for. Vi kan håbe på, at vi nu får indhentet de sager, som ikke er blevet afsløret, siger Kuno Sørensen fra Red Barnet.

Er sluppet for 'den klamme fætter'

På Rigshospitalets Center for Seksuelle

Overgreb
har man også oplevet en nedgang i antallet af
henvendelser
.

Men Line Engel Clasen, der er psykolog og videnscenterkoordinator, peger på, at det også kan skyldes, at der simpelthen har været færre seksuelle overgreb i perioden.

- I hvert fald må der have været færre overgreb unge imellem, eftersom flertallet jo må formodes at have opholdt sig hjemme, siger hun.

Samme konklusion kommer fra Mai Heide Ottosen, der er seniorforsker i Det Nationale Forsknings- og Analysecenter for Velfærd,

VIVE
.

- Mit umiddelbare bud er, at det kan læses som en positiv konsekvens af corona. Børn har i perioden været mindre eksponeret for seksuelle overgreb af ikke-familiemedlemmer, eksempelvis den klamme fætter eller nabo, da de har været i isolation derhjemme under opsyn af forældrene - og har haft mindre social interaktion med andre, siger hun.

Mai Heide Ottosen forklarer, at internationale undersøgelser og

VIVE
's egen forskning har vist, at eksempelvis tre ud af fire 14-årige, der oplever uønskede seksuelle
hændelser
, oplever det fra andre unge, mens gerningspersoner kun i en fjerdedel af tilfældene er en voksen.

Mange overgreb på børn sker i hjemmet

At det store fald i politianmeldelser kan skyldes, at børn også er blevet skærmet fra

potentielle
gerningsmænd
, kan hverken
Rigspolitiet
eller Red Barnet afvise.

Men ifølge psykolog Kuno Sørensen er det mere sandsynligt, at antallet af overgreb reelt er højere, end det normalt ville være.

- Det kan godt være, at nogle har været mere beskyttet ved ikke at være uden for familien, men vi må også samtidig sige, at rigtig mange overgreb på børn foregår inden for de familiære relationer. Så at de har været låst i hjemmet kan også på den anden side betyde, at der faktisk er foregået flere

krænkelser
mod børnene, siger han.

Vicepolitiinspektør Søren Enevoldsen tror, at vi med genåbningen af samfundet igen vil se flere anmeldelser. Han opfordrer særligt lærere, pædagoger og ledere af

fritidsaktiviteter
som spejder eller sport til nu at være ekstra opmærksomme på børnene.

- Hvis vi ikke får noget at vide, så kan vi heller ikke hjælpe, for det her er ikke en type kriminalitet, som vi selv kan opstøve fra politiets side. Vi er nødt til at have nogle anmeldelser, før vi kan gøre noget ved det. Så det vil vi selvfølgelig gerne se, siger han.

Facebook
Twitter