Ann-Louises grund er måske forurenet med PFAS, men myndighederne har ikke orienteret hende: Det er da ikke særlig sjovt

Ann-Louise Bergström fik at vide af DR, at hendes grund muligvis er forurenet med PFAS.

Ann-Louise Bergström har ellers altid været så glad for frugttræerne i haven. Men efter, at hun har fundet ud af, at hendes jord måske kan være forurenet med PFAS, smager frugterne markant mindre sødt.

- Det her er et blommetræ, og det har givet rigtig mange blommer her i sommer. Herovre har vi nogle æbletræer. Så har vi et pæretræ og et kirsebærtræ. Især pæretræet har børnene været glade for og har fået med i madpakken.

Ordene kommer fra Ann-Louise Bergström. Hendes hus i Søborg er en af de cirka 16.000 lokaliteter, som optræder på en såkaldt mistankeliste for PFAS.

Listen er lavet af de fem regioner og er baseret på, hvor der er eller har været brancher eller aktiviteter, der kan lede til PFAS-forurening. På den baggrund vurderer man, at der på de cirka 16.000 lokaliteter kan være en forurening med PFAS.

Både Enhedslisten og Alternativet mener, at samtlige grundejere på listen skal orienteres omgående. Hos de to oppositionspartier er holdningen den, at borgere potentielt udsætter sig selv for farlige PFAS-stoffer, og man mener derfor, at folk har ret til at vide, at der er en mulig forurening.

Danske Regioner, der har udarbejdet listen, mener derimod, at det ikke giver mening at orientere grundejerne på nuværende tidspunkt:

- Vi har ikke noget konkret viden, og derfor synes vi ikke, det giver mening at kontakte grundejerne. Men jeg skal også sige, at så snart vi får konkret viden, så kontakter vi naturligvis grundejerne, siger Mads Duedahl (V), formand for Danske Regioners udvalg for miljø og klima samt formand for Region Nordjylland.

'Selvfølgelig skaber det bekymring'

Ann-Louise Bergström, der er videnskabsillustrator, fandt ud af, at hendes ejendom findes på mistankelisten, da DR kontaktede hende.

- Det var lidt overraskende at få det at vide ad den vej. Og det undrer mig sådan set lidt, at de ikke har oplyst om det. Det kunne have været rart at få det at vide af myndighederne, siger Ann-Louise Bergström.

Familiens grund er i forvejen forurenet med tungmetaller, fordi der har ligget et støberi her for 60-70 år siden, og regionen vil nu have jorden renset op. Ann-Louise Bergström fortæller, at familien i den forbindelse blev oplyst om, at tungmetaller ikke var farlige, så længe de ikke rodede i jorden.

- Vi har fået at vide, at de ikke trænger op i træerne og i frugten. Men det er klart, at hvis vi også har PFAS, så er der nogle andre forholdsregler. Det kan jo trænge op i græsset og træerne og komme i frugten. Så på den måde er det ikke særlig sjovt at få at vide, at vi muligvis også har det oveni det andet. Det er mere utrygt.

Den ellers så dejlige frugt fra haven har derfor fået en lidt anden smag for Ann-Louise Bergström.

- Nu har vi boet her i 16 år, og vi har fået tre børn, mens vi har boet her. Selvfølgelig skaber det bekymring, især med tanke på, at det hober sig op i kroppen, og at det potentielt kan være i den frugt, vi spiser. Så ville vi måske have gjort nogle ting anderledes, hvis vi havde vidst, at der var en risiko.

Risikoen for PFAS-forurenet jord i haven vil derfor også påvirke familien fremadrettet, fortæller Ann-Louise Bergström. Hun synes derfor også, man skal gøre, hvad man kan for at informere folk.

- Jeg synes nok, man skal informere der, hvor der kan være risiko for det.

Vil undlade at spise havens frugter

Miljøminister Magnus Heunicke (S) har sagt, at han vil have mistankelisten kvalificeret hurtigst muligt:

- Det skaber enorm bekymring og usikkerhed, så vi er nødt til også fra myndighedernes side at speede tempoet gevaldigt op og komme med nogle svar. Hvem er på listen, og hvad kan man gøre ved det?

Men som DR tidligere har afdækket, kan det komme til at tage meget lang tid at få de svar. Regionerne vurderer selv, at de berørte borgere kan risikere at vente på svar i årtier – medmindre regionerne får tilført flere midler fra Christiansborg. Og det er endnu uvist.

Ann-Louise Bergström har derfor selv forsøgt at speede processen op. Efter at DR fortalte hende, at hun er på mistankelisten, tog hun selv kontakt til regionen, som ifølge hende har lovet at komme og kigge på det, før de går i gang med at oprense jorden for de tungmetaller, familien allerede ved, er der.

Om det bliver før eller efter, Ann-Louise Bergström får nye frugter på træerne, ved hun ikke. En ting er dog sikkert:

- Vi vil undlade at spise frugten fra vores have. Det er klart.