Annalises operation blev aflyst på grund af strejke. Nu kan hun og mange danskere bruge privathospital

Mange operationer kan flytte fra offentlige- til privathospitaler.

Annelise Jespersen har længe set frem til datoen mandag den 21. juni, som står i kalenderen i køkkenet. Det var dagen, hvor hun skulle have været opereret. Operationen er blevet aflyst og udskudt til august på grund af sygeplejerskenes strejke, men hun har i stedet ret til at se, om hun kan komme til før hos et privathospital. (Foto: José Ramanamihantatsoaran)

I to måneder har Annelise Jespersen haft smerter i lysken og taget morfinpiller morgen og aften. Mandag den 21. juni skulle pensionisten fra Brande i Vestjylland have haft en ny kunstig hofte.

Men operationen er aflyst på grund af sygeplejerskernes strejke for at få bedre løn.

Til gengæld har hun ret til at få sin operation på et privathospital, der ikke er ramt af strejke.

Loven betyder, at når det offentlige ændrer en dato for en operation, så får patienter som grundregel ret til at blive behandlet på et privathospital.

Annelise Jespersen overvejer den mulighed.

- Jeg kan mærke, at når jeg går, så halter jeg lidt, fordi det gør ondt i min lyske. Det er klart, at hvis jeg kan blive opereret hurtigt, så vil jeg jo hellere det, siger pensionisten, der har fået en ny dato for operation i det offentlige den 12. august, men er i tvivl om datoen holder.

Mange danskere får ret til privathospital

Alene Region Midtjylland aflyser for øjeblikket 800-1000 operationer og kikkertundersøgelser om ugen. Langt størstedelen af dem, der får aflyst operationerne, får samtidig ret til at bruge et privathospital, fortæller koncerndirektør Ole Thomsen fra Region Midtjylland.

- Hvis de alle sammen tager imod tilbuddet, så bliver det rigtigt dyrt. Men det gør de ikke, siger koncerndirektøren.

Normalt vælger en lille del af dem, der får buddet, et privathospital, men på grund af corona har flere ventet længere tid end vanligt på at blive opereret. Derfor forventer Ole Thomsen, at flere end normalt vil bruge privathospitalerne – og at regningen derefter havner hos regionen.

Privathospitaler skruer op for operationerne

Privathospitalerne er klar til at modtage flere patienter og kan skrue kapaciteten op, oplyser brancheforeningen for privathospitaler og andre sundhedsvirksomheder.

- Vi vil selvfølgeligt gøre, hvad vi kan for at sikre, at så mange patienter som muligt kan få deres behandling så hurtigt som mulig, siger Mette Nord, der er branchedirektør i Sundhed Danmark.

Hun fortæller, at langt de fleste operationer, som det offentlige aflyser, vil de private hospitaler kunne udføre.

Kø hos privathospitalet

Noget tyder på, at privathospitaler allerede har travlt.

Annelise Jespersen havde glædet sig til operationen, der netop blev aflyst.

Mens DR er på besøg, ringer hun til et privathospital for at høre, hvor hurtigt hun kan komme til der. Hun vil nødig vente endnu længere på en operation i det offentlige, hvis strejken trækker ud.

Men der er så mange i kø, at hun ikke kan komme igennem.

- De er totalt overbelastede i øjeblikket – så de råder mig til at prøve senere eller en anden dag. Der kan ikke være flere i køen, siger hun efter det forgæves forsøg på at komme igennem.

Privathospitaler søger efter sygeplejersker

Når privathospitaler gearer op, kan de også få behov for flere medarbejdere nu og her.

Når I skal lave flere operationer, så får I vel også behov for flere sygeplejersker?

- Den private branche er fleksibel i måden at føre en virksomhed på. Det er jo klart, at de sørger for at sikre, at flest mulige patienter kan blive behandlet inden for de muligheder, der er i branchen generelt, siger Mette Nord, der er branchedirektør i Sundhed Danmark.

Jobopslag fra den 16. juni 2021. DR har fundet enkelte jobopslag i juni fra privathospitaler, men ved ikke om jobopslag skyldes aktuel travlhed på grund af strejke eller noget helt andet. Privathospitalerne henviser til deres brancheorganisation. (Foto: Dr)

Region Midtjylland er bekymret for, om utilfredse sygeplejersker siver fra det offentlige til private, hvis strejken bliver langvarig.

- Vi kan blive sat meget tilbage i evnen til at behandle patienter, hvis mange sygeplejersker søger ud til den private sektor. Det bliver generelt svært at lave de operationer, som vi skal lave, siger koncerndirektør Ole Thomsen.

Han forklarer, at det tager to år at uddanne en anæstesi-sygeplejerske og et halvt år at oplære en operationssygeplejerske. Derfor kan det påvirke operationer på offentlige hospitaler længe, hvis nøglemedarbejdere forsvinder.

- Vi gør alt, hvad vi kan for at sikre gode arbejdsvilkår for sygeplejerskerne. Det er afgørende, at sygeplejerskerne vil blive i den offentlige sektor – ellers kan vi ikke udføre vores opgaver, siger koncerndirektøren.

Privathospitalernes brancheorganisation mener, at det drejer sig om at have et godt samarbejde mellem det offentlige og private og have en løbende dialog om manglen på sygeplejerske.

- Den private branche er interesseret i at supplere så godt som muligt, siger Mette Nord.

Annelise forstår godt sygeplejerskernes strejke

Annelise Jespersen havde indstillet sig på, at hun kunne blive opereret i næste uge og set frem til at genoptræne henover sommeren i det dejlige vejr.

Men hun bebrejder ikke sygeplejerskerne for, at strejken betyder, at operationen blev aflyst.

- Det er da ærgerligt. Men jeg kan godt forstå sygeplejerskerne. For jeg synes også, de skal have noget mere i løn. De skal have, hvad de er værd, og det får de ikke, siger hun

Facebook
Twitter

Mere fra dr.dk