Anne, Peter og alle de andre: Her er de mest almindelige danske navne

Der er stor forskel på hvilke navne, der er mest populære i de forskellige aldersgrupper.

Du kender sikkert én, der hedder Peter. For det er Danmarks absolut mest populære navn, viser en ny oversigt fra Danmarks Statistik.

Hele 49.550 danske mænd hedder Peter, mens kvindernes mest populære navn er Anne med 46.690.

Med så mange mennesker med samme navn, skal der noget til at rykke på statistikken og både Peter og Anne toppede da også Danmarks Statistiks oversigt fra sidste år og året før.

Børn hedder Emma og William

Sjovt nok er Peter og Anne måske de mest populære navne for hele befolkningen, men ser man på aldersgrupper, så topper de to navne ikke i én eneste kategori.

I det hele taget er der stor forskel på hvilke navne, der er mest populære i de forskellige aldersgrupper.

Mens Emma og William topper blandt landets yngste mellem 1-9 år, så tager Mette og Thomas prisen blandt de 30-39-årige, og Susanne og Jan løber med titlen som mest populære navne blandt de 50-59-årige.

Blandt kvinderne er der i øvrigt tre navne, som hver dominerer i to forskellige aldersgrupper samtidig.

Det er Emma (1-9-årige og 10-19-årige), Mette (30-39-årige og 40-49-årige) og Kirsten (60-69-årige og 70-79-årige).

Kun Hans kan prale af samme popularitet hos mændene (80-89-årige og 90-99-årige).

Se hele listen over landets mest populære navne i toppen af artiklen.

Facebook
Twitter