Annette trives som pædagogmedhjælper trods sin psykiske sygdom

Med succes har en skole i Esbjerg ansat 40-årige Annette Jørgensen i fleksjob, selvom hun har en psykisk lidelse.

40-årige Annette Jensen er blevet et helt nyt menneske, efter at hun er blevet ansat i flexjob som pædagogmedhjælper på en skole, hvor der er plads til hendes psykiske lidelser. (Foto: Privat)

Humøret er kun gået i en retning, siden 40-årige Annette Jørgensen sidste år fik jobbet som pædagogmedhjælper på Fourfeldtskolen i Esbjerg efter flere år uden for arbejdsmarkedet.

- Det er ikke noget, der hedder, at jeg ikke gider at tage på arbejde. Jeg har det godt hver dag. Hvis man ikke lige smiler, kommer man til det, siger Annette Jørgensen til DR Nyheder.

Hun har som op mod 500.000 andre danskere en psykisk lidelse. For Annette Jørgensen betyder det, at hun kan have svært ved at koncentrere sig og begå sig socialt.

Bekymret skoleleder

Derfor var det også med bekymring, at skoleleder Torben Jørgensen for ni måneder siden sagde ja til at ansætte Annette på prøve og tildele hende en mentor, der kunne støtte hende i jobbet.

- Min bekymring var jo, om Annette kunne holde til det hver dag. Om hun var en person, vi kunne regne med, siger Torben Jørgensen.

Men skolelederen havde ingen grund til bekymring. Det er gået så godt for Annette, at hun for nyligt stoppede med at være på prøve og blev ansat i et regulært fleksjob, hvor skolen betaler halvdelen af hendes løn.

Selvom det muligvis ville have været lettere at ansætte en anden, fortryder Torben Jørgensen intet.

- Ude ved mig har det vist sig, at det godt kunne lade sig gøre, og det er jeg helt sikker på, at det kan også mange andre steder, siger han.

Godt med ansvar

Når Annette Jørgensen tidligere har været til jobsamtale, har hun mødt en helt anden indstilling end den, Torben Jørgensen har udvist.

- De havde ikke tid og overskud til at ansætte sådan en som mig, og det har ikke været så sjovt, siger Annette, der er uddannet lagerekspedient i bilbranchen.

På Fourfeldtskolen er der blevet taget hensyn til, hvad hun kan og ikke kan, og hun er blevet hjulpet til at yde sit bedste.

- Der er blevet arbejdet med, at jeg har svært ved at koncentrere mig, og jeg er blevet et helt andet menneske efter det her, fortæller Annette.

Godt med ansvar

At være i klasserne med børn og lærere er det, Annette Jørgensen bedst kan lide ved sit job. Men hun også glad for, at det er hende, der har ansvaret for skolemælksordningen og uddeling af mad i de mindste klasser.

- Det er rart at have ansvar, siger hun.

Hvordan ser din drøm for fremtiden ud?

- At blive i fleksjobbet og beholde de timer, jeg har. Eller måske gå lidt op i tid.

DR sætter i denne uge fokus på psykiske lidelser. Du kan se mere på vores tema Usynligt syg.

Facebook
Twitter