Annette var indlagt med anoreksi seks gange

Havde systemet fokuseret mere på Anette som person - og ikke kun hendes sygdom, havde hun måske ikke behøvet at være indlagt seks gange for sin spiseforstyrrelse.

Annette Christensen var indlagt seks gange med anoreksi. Havde hun modtaget opfølgende hjælp, var hun måske blevet rask hurtigere. (© DR)

Patienter med spiseforstyrrelser får ikke nok hjælp, når de bliver udskrevet fra psykiatrisk behandling. I stedet for et opfølgende forløb ender de som kastebolde i systemet og bliver gang på gang indlagt igen.

En af dem er Annette Christensen fra Randers. I 10 år led hun af anoreksi, og hele seks gange var hun indlagt med sin sygdom.

Hver gang blev hun indlagt, fordi hun var så tynd, at hun var tæt på at dø. Og hver gang fik hun indlagt en sonde med mad. Hver gang tog hun på i vægt. Og hver gang blev hun udskrevet. Og hver gang tabte hun sig så hurtigt, at hun blev indlagt igen kort tid efter.

Ikke Annette, men den syge pige

- Det var rigtig hårdt. De så mig aldrig som Annette, men som pigen med anoreksi - og derfor blev jeg behandlet som alle andre med sygdommen. De var ikke interesserede i, hvad jeg tænkte og følte - de fokuserede kun på mad og vægt, siger Annette Christensen til DR Nyheder.

Annette Christensen da hun var syg med anoreksi

Hun modtog aldrig nogen opfølgende behandling - noget hun ellers mener kunne have gjort hende rask langt tidligere.

- Det kunne have hjulpet mig, at de havde indgået i en dialog med mig og ikke bare behandlet mig ud fra et skema. Hvis der havde været en person, der kom hjem til mig i hjemmet, når jeg var udskrevet - en person, der kunne støtte mig og min familie - en der kunne have hjulpet mig med at udvikle og fokusere på de interesser, jeg havde, så det ikke bare blev sygdom, tristhed og mad det hele, siger Annette Christensen.

Nederlag at blive indlagt

Hun er derfor glad for, at Danske Regioner har tænkt sig at gøre en ekstra stor indsats for at hjælpe folk med spiseforstyrrelser efter endt behandling.

- Det er et nederlag, hver gang man bliver indlagt, siger hun.

Gift og glad

I dag er Annette Christensen helt rask. Hun bor sammen med sin mand, Søren, som hun blev gift med for et halvt år siden, og er ved at færdiggøre sit studie.

- Jeg har et fantastisk liv med venner og familie, og jeg har det rigtig godt i dag, siger Annette Christensen.

Facebook
Twitter