Anonymt tip har fået kommune til at undersøge vognmand for flere sager om forurenet jord

Miljøministeren kalder sager med forurenet jord på Sjælland for "groteske".

Faxe Kommune oplyser til DR, at man lige nu undersøger to steder for forurenet jord efter et anonymt tip. (Foto: © Mads Claus Rasmussen, Ritzau Scanpix)

Et anonymt tip har fået Faxe Kommune på Sydsjælland til at sætte gang i flere undersøgelser om forurenet jord.

Det oplyser kommunen til DR.

Konkret vil kommunen sammen med et analysefirma undersøge jorden på to adresser, som de blev tippet om i august.

- Generelt er vi jo altid bekymrede, hvis der opstår de her sager, hvor vi får henvendelser om, at der kan være deponeret jord eller byggeaffald rundt omkring, hvor det ikke skal deponeres, siger borgmester Ole Vive (V).

I de seneste dage har vi fortalt, hvordan vognmandsfirmaet Peter E. Nielsen i årevis har kørt byggeaffald og forurenet jord ud på sjællandske marker i både Faxe og Køge Kommune – uden myndighederne kendte til det.

Ifølge DR’s oplysninger retter mistanken i de nye sager sig også mod vognmand Peter E. Nielsen. Han har ikke ønsket at kommentere sagen.

Ole Vive fortæller, at kommunen nu arbejder på at få lodsejernes godkendelse til tage jordprøver fra de to adresser.

- Vi vil jo egentlig gerne gøre det ad dialogens og samarbejdets vej - og ikke med den store hammer. Men den tager vi op ad værktøjskassen, hvis vi ikke kan komme den anden vej, lyder det fra Venstre-borgmesteren.

Flere sager i kommunen

Som DR fortalte søndag, har Faxe Kommune tidligere konstateret, at Peter E. Nielsen har dumpet blandt andet asfalt, mur- og betonbrokker, plastik og isolering på en adresse uden for landsbyen Nielstrup.

Og ifølge borgmesteren er det med det nuværende kontrolsystem svært at opdage den slags, før det er for sent.

- Det er jo baseret på tillid. For hvis der ikke er nogen, der giver informationer om noget som helst, og det så bare bliver kørt ud og smidt et eller andet sted. Jamen, så skal det jo opdages af nogen, før vi kan reagere, siger Ole Vive.

Miljøminister: 'Det er virkelig ikke småting'

Sagerne fra Faxe og Køge Kommune er "groteske eksempler" på, hvordan nogle firmaer sætter miljøet i fare for at få en økonomisk gevinst ud af det.

Det mener miljøminister Magnus Heunicke (S), som er klar til både regelændringer, opstramninger og bedre kontrol på området.

- Det er alvorlige sager det her. Det er virkelig ikke småting, vi har med at gøre. Det er mange ton forurenet jord, som kan ende i vores natur og true vores drikkevand og fødevareproduktion.

Bødeniveauet skal der måske også skrues på, siger ministeren, efter der det seneste år har været flere sager med forurenet jord herhjemme.

Der findes ingen præcise opgørelser over, hvor meget jord, der flyttes i Danmark. Men vejledninger og statistikker fra Miljøstyrelsen anslår, at der er tale om mindst 15 millioner ton.

Det svarer til over tusind lastbilkørsler hver eneste dag.

Magnus Heunicke vil nu samle eksperter, kommunerne og jordbranchen for at komme problemet med jordforurening til livs. Og der har måske været "for stor naivitet" på området, mener han.

- Jeg ved godt, at der er mange opgaver at løse i vores kommuner og som stat. Men vi kan ikke leve med, at det er så nemt for nogle at bruge systemet på den her måde, hvor man får mange ton forurenet jord spredt på marker, hvor det aldrig skulle have været.

Jordbranchen er klar til mere kontrol

De virksomheder, som i Danmark håndterer forurenet jord, er blandt andet repræsenteret af interesseorganisationen ARI - Affalds- og ressourceindustrien, som er en del af Dansk Industri.

Her mener man, at det er "ærgerligt for hele branchen", når der dukker sager op, som den DR i disse dage kan fortælle om, siger sekretariatschef Niels Bukholt.

Han forklarer, at organisationen har efterspurgt stramning af reglerne på området i over 10 år. Og opfattelsen er her, at systemet og kontrollen lige nu ikke fungerer.

- Der skal være ens regler på tværs af hele landet, når det handler om jord. Både så det er nemmere at få godkendt de rigtige projekter, og så der er større sikkerhed for, at jorden kommer de rigtige steder hen, når den skal behandles særligt, siger han.

Poul Bjerg, der er professor i jordforurening på DTU, har foreslået, at der fremover kan indføres gps-overvågning af lastbiler, der kører med forurenet jord.

Det vil ifølge ARI være at skyde "over målet" på nuværende tidspunkt. I stedet efterlyser brancheorganisationen en generelt bedre kontrol med jorden - både hvor den graves op, og hvor den skal afleveres.

- Og så skal der være en central statslig myndighed til at kontrollere, at alt går rigtigt for sig, siger Niels Bukholt.

Han håber, der snart kommer løsninger, nu hvor ministeren har annonceret et møde i ministeriet.

- Vi ser meget frem til det møde. Vi er blevet lovet det mange gange over de seneste år.

For syv år siden kontaktede Henrik Pommergaard Faxe Kommune for at få dem til at undersøge, hvad der var i de store mængder jord, som Peter E. Nielsen i en årrække kørte ud på en mark: