Nordsjællands Politi anholdt søndag en ansat fra Kriminalforsorgen, som sigtes i en sag om bestikkelse.
Han kræves mandag varetægtsfængslet ved et grundlovsforhør i Retten i Helsingør.
Politiet har i sagen også anholdt fire andre personer, men de er alle blevet løsladt igen.
I forbindelse med efterforskningen har politiet blandt andet ransaget flere adresser. Politiet har blandt andet foretaget en ransagning i Helsingør Arrest.
Den 38-årige sigtes for at have overtrådt straffelovens paragraf 144, der handler om bestikkelse.
Paragraffen handler om, at ansatte i offentlig tjeneste, der uberettiget modtager, fordrer eller tilsiger sig en gave eller fordel, kan straffes med bøde eller fængsel i op til seks år.
Grundlovsforhøret mandag begynder klokken 14 og vil foregå for lukkede døre, oplyser politiet. Derfor er det på nuværende tidspunkt sparsomt med oplysninger i sagen.
/ritzau/