Bagmandspolitiet har tidligere i dag anholdt 27 personer i en omfattende sag om bestikkelse i forbindelse med indkøb af it-udstyr.
Sideløbende har Forsvarets Auditørkorps foretaget en lignende aktion mod en række ansatte i Forsvaret, hvor tre-fire medarbejdere er involveret i bestikkelsessagen.
I et skriftligt svar til DR Nyheder skriver Københavns Kommune, at seks af de anholdte og sigtede er eller var ansat hos dem.
- Vi kan bekræfte, at vi er bekendt med, at tre nuværende medarbejdere i kommunen og tre forhenværende medarbejdere her til morgen er blevet anholdt og sigtet i forbindelse med politiets efterforskning af sagen.
- Når vi har modtaget nærmere oplysninger om, hvad sigtelserne indeholder, vil det blive overvejet, om det giver anledning til ansættelsesretlige konsekvenser for de pågældende, skriver IT-direktør i Københavns Kommune Stig Lundbech til DR Nyheder.
Forsvaret: Tre-fire medarbejdere er involveret i bestikkelsessag
Også hos Forsvarsministeriets Materiel- og Indkøbsstyrelse bekræfter man, at ansatte i Forsvaret er involveret i bestikkelsessagen
- Så vidt jeg er orienteret, drejer det sig om tre, måske fire, medarbejdere hos os, der er involveret. Lige nu kan jeg ikke sige andet end henvise til pressemeddelelsen fra SØIK, siger pressechef Rene Gyldenstén.
Rigspolitiets kommunikationsdirektør, Anders Frandsen, skriver til DR Nyheder, at fem medarbejdere hos dem ligeledes er blevet sigtet.
- Jeg kan bekræfte, at vi i dag er blevet orienteret om, at fem ansatte i Rigspolitiet er sigtet for overtrædelse af straffelovens paragraf 144 om passiv bestikkelse. Da der er tale om konkrete personalesager, kan Rigspolitiet ikke udtale sig nærmere om sagen.
Udenrigsministeriet bekræfter også over for DR Nyheder, at de har fem ansatte, som er sigtet.
- Jeg kan bekræfte, at vi har fem medarbejdere, der er sigtet i denne sag. Der er tale om it-specialister. Det er en sag, som vi tager meget alvorligt. Vi har en nultolerancepolitik, når det gælder korruption.
- Det er klart, at enhver mistanke af denne karakter skal undersøges til bunds. Vi samarbejder med de relevante myndigheder om sagen, siger Ole Toft, centerchef for Ressourcer og Drift i Udenrigsministeriet i en skriftlig kommentar.
I pressemeddelelsen, som Anklagemyndigheden udsendte tidligere i dag, fremgår det, at værdien af gaverne varierer fra cirka 4.000 kroner til 50.000 kroner.
De mistænkte har alle haft en position, hvor de har haft indflydelse på indkøb af it-udstyr.