Ansatte trækkes 8000 kr. om måneden hvis de har en sygedag

Hos Dansk Call Center får telefonsælgerne stillet i udsigt at få en grundløn på 18.000 kroner, men de får kun 10.000, hvis de har én sygedag.

Hos Dansk Call Center får telefonsælgerne stillet i udsigt at få en grundløn på 18.000 kroner, men de får kun 10.000, hvis de har én sygedag. (Foto: Modelfoto © Colourbox)

De sagde det hele på en måde, så jeg troede, at jeg ville få 18.000 kroner om måneden, siger Amira Jensen, der startede som telefonsælger i Dansk Call Center sidste mandag.

- Det turde jeg godt at sige ja til, selv om jeg jo ikke er den store sælger og derfor ikke regnede med at få så meget i provision, siger hun.

Men efter et par dage fandt hun ud af, at grundlønnen kun er på 10.000 kroner om måneden, og at hun kun ville få 18.000 kroner, hvis hun ikke havde en eneste sygedag på en måned.

- Jeg ville jo ikke kunne leve, hvis jeg fik trukket 8000 kroner om måneden. Så ville jeg jo kun få 10.000 brutto, siger hun.

10.000 i kontrakten

I kontrakten står der nemlig, at Amira Jensen får 500 kroner om dagen - hvad der svarer til 10.000 kroner om måneden. Og i dag fortryder Amira Jensen, at hun ikke læste kontrakten ordentligt igennem.

- Det skulle jeg selvfølgelig have gjort. Men selv om jeg spurgte flere gange, om jeg ville få 18.000 om måneden, så sagde kvinden til samtalen gentagne gange ja, fortæller Amira Jensen.

Hos HK Privat mener faglig sekretær Anne Jette Bonde, at det er en generel tendens, at callcentre bruger ufine metoder over for unge mennesker.

- Det er noget, vi ofte ser, at unge inden for branchen bliver udsat for urimelige og nogle gange direkte ulovlige ansættelsesforhold.

Bondefangeri Ifølge arbejdsmarkedsforsker er ansættelsen ikke i orden.

- At gøre det til en betingelse for et ansættelsesforhold og så lade det være en mundtlig aftale, det kalder jeg bondefangeri, siger han.

- De snørkler sandheden

Og Amira Jensen råder i dag andre til at læse kontrakten godt igennem, inden de siger ja tak til et job hos callcenteret.

- De lever af at sælge og snørkle ting til deres fordel, siger hun.

Amira Jensen arbejde hos Dansk Call Center i en uge, hvorefter hun sagde op. Hun har fået et nyt job.

Det har ikke været muligt at få en kommentar fra Dank Call Center.

Facebook
Twitter

Mere fra dr.dk