Antal kunder i dagligvarebutikker skal næsten halveres: Under spidsbelastning kan der blive behov for 'dørmand'

Med det nye afstandskrav følger nu også regler om, at dagligvarebutikker skal have færre kunder.

Fremover skal mindre dagligvarebutikker have 7,5 kvadratmeter per kunde. (Foto: Ida Guldbæk Arentsen © Scanpix)

Afstandskravet hæves fra én til to meter i dagligvare- og detailhandlen samt i det offentlige rum. Det har statsminister Mette Frederiksen (S) fortalt på dagens pressemøde, hvor en række nye coronarestriktioner blev fremlagt.

Sammen med afstandskravet følger nu også et krav om, at hvor der før skulle være fire kvadratmeter per kunde i dagligvarebutikker på under 2.000 kvadratmeter, skal der nu være 7,5 kvadratmeter. Det oplyser Erhvervsministeriet her til aften med henvisning til en ny pjece fra Sundhedsministeriet.

De nye krav for detailhandelen træder officielt i kraft torsdag den 7. januar kl. 23.59. oplyser Erhvervsministeriet.

Det betyder meget konkret, at der vil være plads til lige over halvt så mange kunder i butikkerne.

- Hvis man kigger på en af vores normale Superbrugser, så er der nu plads til 400 personer. Efter det nye arealkrav vil der være plads til omkring 200, fortæller Coops analyse- og informationschef Lars Aarup.

Kan skabe kø

Hos Coop Danmark, der har dagligvarekæder som Fakta, Kvickly, SuperBrugsen og Irma, kigger man derfor nu på måder at sikre, at arealkravet bliver overholdt.

- Det kan godt være, at der kommer til at stå en medarbejder og registrere, hvor mange der går ind i vores butikker. Vi vil i langt de fleste tilfælde kunne holde os under max, men i nogle butikker vil der under spidsbelastning være behov for opsyn - som en dørmand på et diskotek, siger Lars Aarup.

Vil det betyde, at kunder i Coops butikker fremover skal forberede sig på at møde kø udenfor butikken, når de handler ind?

- I langt de fleste tilfælde vil man kunne handle, som man plejer, men jeg kan naturligvis ikke afvise det, hvis vi rammer en spidsbelastning.

Flere steder under julehandlen så man, hvordan en decideret vagt sikrede, at der ikke kom for mange kunder i butikken. Lars Aarup regner dog med, at det kan klares med en ansat.

- Generelt har kunderne opført sig virkelig virkelig pænt under corona, så jeg synes, at det er et hypotetisk scenarie, at der skulle ske vores ansatte noget på den post.

Afstandskrav kræver justering

Foruden det nye arealkrav vil kunderne i Coops butikker nu også være underlagt det nye afstandskrav, der er hævet fra én til to meter i dagligvare- og detailhandlen. Det kræver ligeledes en justering i mange butikker.

Lars Aarup peger på, at de hold-afstand-klistermærker og pile, der er i butikkerne, i forvejen er sat med halvanden til to meters mellemrum for at guide kunderne til at holde afstand.

Men betyder det så, at man som kunde i jeres butikker kan komme til at rette sig efter afstandsklistermærker, der kun er halvanden meter fra hinanden, selvom afstandskravet nu er to meter?

- Nu skal vi selvfølgelig ud og justere det i vores butikker, men man kan godt regne med, at man ikke kommer til at pejle efter klistermærker, der angiver forkerte afstande, siger Lars Aarup.

'Vi er efterhånden ret trænede'

I Meny i Rødovre Centrum er man nu i gang med at rykke på skiltningen på gulvet, så den viser to meters afstand. Her føler man sig godt rustet til at imødekomme kravet om to meters afstand.

- Vi har jo fulgt restriktioner siden marts, så vi er ved at være ret trænede, fortæller indehaver Søren Engberg.

I Meny i Rødovre Centrum er man klar til morgendagens nye afstandskrav

Her regner man ikke med, at det bliver et problem at få kunderne til at holde den afstand, som de nye restriktioner foreskriver.

- Vi oplever, at vores kunder er meget opmærksomme på det. Vi behøver ikke at blande os i deres opførsel.

Virolog: Supermarkeder er ikke synderen

Søren Riis Paludan, professor ved Institut for Biomedicin ved Aarhus Universitet, tvivler dog på, at afstandskravet og de nye regler for kvadratmeter kommer til at rammer smittetallene specielt effektivt.

- Jeg vil så sige, at jeg tror, at det er en meget lille procentdel af smitten, der sker i supermarkeder, hvor man allerede bærer mundbind. Smitten sker i de tætte og længerevarende møder mellem mennesker.

Han anerkender dog, at der kan være en psykologisk effekt ved de nye tiltag.

- Jeg tror godt, at myndighederne ved, at effekten ikke vil være særlig stor, men det er nok en måde at sende et ’stram op-signal’ til folk, så de i det hele taget ændrer deres adfærd.

Mere fra dr.dk

Facebook
Twitter