Antallet af alvorlige skader i trafikken stiger: 'Mobilen har mange ulykker på samvittigheden'

Der skal en holdningsændring til for barbere skader i trafikken ned, lyder det.

Bilisters brug af mobiltelefoner er en af årsagerne til mange ulykker i trafikken, mener bilejere og cyklistforbundet. (Foto: liselotte sabroe © Scanpix)

Læg mobilen langt væk og kør bil og kør på cykel, når du rent faktisk kører bil og på cykel.

Sådan lyder opfordringen fra både FDM og Cyklistforbundet, efter det nu viser sig, at det samlede antal dræbte og tilskadekomne i trafikken stiger.

Nye tal fra Vejdirektoratet viser, at 1.862 personer kom alvorligt til skade i 2018 - det højeste niveau siden 2013. I 2017 kom 1.756 personer alvorligt til skade i trafikken.

- Det er trist, beklageligt og bekymrende, siger direktør i Cyklistforbundet Klaus Bondam.

Antallet af dræbte cyklister er i 2018 på niveau med de seneste år, men der er sket en stigning i antallet af tilskadekomne cyklister i 2018 i forhold til tidligere år.

- I de større danske byer er der kommet et gevaldigt pres på cykelstierne med både flere cykler, el-løbehjul, speed pedelecs og andre transportformer.

- Og så er der en udfordring i forhold til opmærksomhed. Lad vær med at bruge mobiltelefon, når du cykler, siger Klaus Bondam.

Ikke flere lavthængende frugter

Efter at antallet af dræbte og tilskadekomne i trafikken faldt drastisk i en periode frem til 2012, er udviklingen stagneret. I de seneste år har antallet af dræbte ligget i underkanten af 200.

I bilejernes interesseorganisation, FDM, mener juridisk konsulent Dennis Lange, at de nemme løsninger til at få nedbragt antallet af dræbte og tilskadekomne i trafikken er udtømt.

- Alle de lavthængende frugter på trafiksikkerhedsområdet er i taget i brug. Så herfra bliver det svært, rigtigt svært, siger han.

FDM peger på flere sikre biler, mere sikre veje og så øget opmærksomhed i trafikken som de elementer, der kan skabe forbedret trafiksikkerhed.

- Der skal en holdningsændring til. Mobiltelefonen har mange ulykker på samvittigheden, og det ser ud til at blive værre og værre. Så alle skal køre bil, når de rent faktisk kører bil. Det er et langt sejt træk, siger Dennis Lange.

I Rådet for Sikker Trafik har de opgivet det officielle mål om kun 120 trafikdræbte, 1.000 alvorligt tilskadekomne og 1.000 lettere tilskadekomne i 2020.

Det er helt urealistisk, at vi når det mål. Vi når slet ikke derned. Men det skal ikke forhindre os i fortsat at arbejde på at nedbringe antallet af dræbte og tilskadekomne i trafikken, siger administrerende direktør Mogens Kjærgaard Møller.

Facebook
Twitter