Antallet af vegetarrestauranter femdoblet: 'Vi er med til at skubbe grænserne for den mad, vi spiser'

Nordjylland har netop fået sin første vegetarrestaurant, og den er bare én i rækken af en trend, der er kommet for at blive, vurderer ekspert.

Frikassé af vintergrønt i sprød butterdej eller måske en grillet sandwich med salat af kikærter, kerner og persillecreme?

Hos den nye restaurant Ubat Veggie i Aalborg er der hverken store bøffer, svinemørbrad eller laks på menuen.

Restauranten er nemlig 100 procent vegetarisk og altså helt uden kød, fisk og fjerkræ. Og Ubat Veggie er bare en af de mange nye vegatarrestauranter, der er åbnet de seneste år.

Antallet af vegetariske spisesteder er nemlig mere end femdoblet. I 2010 var der ti vegetariske eller veganske spisesteder i Danmark, mens Dansk Vegetarisk Forening i dag har registreret 54 steder i hele landet.

Michael 'Miv' Pedersen er ved at lave en af Ubat Veggies hovedretter. Salat af grøntsager, blanquette-sauce og løgnoter. (Foto: Michael Lyck © dr)

En kødfri dag om ugen

Ubat Veggie er dermed ét ud af mange tilbud til forbrugerne om mere grønt og mindre kød.

Indehaver af stedet og kok Michael 'Miv' Pedersen er ikke selv vegetar, men hans håb er at skabe en ny oplevelse for de spiseglade aalborgensere.

- Jeg kan godt lide at arbejde på den her måde og være med til at skubbe grænserne for, hvor vi er i dag, og hvilken mad vi spiser. Og så manglede der jo en vegetarrestaurant i Aalborg, siger Michael 'Miv' Pedersen.

Ifølge ham er størstedelen af kunderne på restauranten dog hverken veganere eller vegetarer, men folk, der gerne vil prøve at spise mindre kød.

- Jeg tror, der er mange, der bare gerne vil prøve en kødfri dag om ugen, og så kan de komme herind og prøve et andet måltid, siger Michael Pedersen, der også kan se, at de fleste gæster er kvinder.

- Det er nok sværere at overtale mændene til at undvære kød. Så skal man måske love dem en flæskesteg dagen efter, griner han.

Vi spiser mindre kød:

Coop Analyse har sammen med Dansk Vegetarisk Forening undersøgt, hvor mange der spiser vegetarisk eller overvejende vegetarisk i Danmark.

  • 2,4 procent af danskerne, hvilket svarer til cirka 140.000 personer, lever helt vegetarisk

  • 12 procent, hvilket svarer til omkring 680.000 personer, spiser overvejende vegetarisk, og det er en tredobling siden 2010.

  • 32 procent af danskerne har mindst én kødløs dag om ugen. I 2010 var det 17 procent af danskerne.

Det er den kendte kok Michael 'Miv' Pedersen, der står bag Ubat Veggie. Han driver i forvejen fire andre nordjyske restauranter og har også haft sit eget tv-program 'Mad med Miv og Møller' på TV2 Nord. (Foto: Michael Lyck © dr)

Flere fleksible vegetarer

Mindre kød og mere grønt er virkeligheden på mange danskeres tallerkener, fortæller trendforsker Louise Byg Kongsholm.

For mens andelen af vegetarer i Danmark er nogenlunde stabil og ligger på mellem to-tre procent, så er andelen af fleksitarer - folk, der skruer ned for kødet og op for det grønne - næsten tredoblet på ti år, siger hun.

- Fleksitarer kan den ene aften spise en stor, rød bøf med bearnaisesovs og aftenen efter spise rent plantebaseret aftensmad. Og når flere spiser på den måde, ser vi også et øget udbud både hos restauranter og i supermarkeder, siger hun.

Grunden til, at flere af os spiser mindre kød skyldes, at vi er blevet mere interesserede i både miljø, etik, dyrevelfærd og sundhed. Og det er en trend, der er kommet for at blive, mener forskeren.

- Mange trends starter i de store byer, hvor der bor mange mennesker. Men jeg tror, at vi kommer til at se, ligesom med eksempelvis pizzasteder og sushirestauranter, at det breder sig mere og mere, så mange af de mindre byer også får vegetariske tilbud, siger Louise Byg Kongsholm.