Antiracister afviser censur af ekstremisme

Indgreb mod ytringsfriheden i den offentlige debat er ikke vejen frem, hvis man vil komme ekstreme og racistiske holdninger til livs.

Debatten om indskrænkningen af ytringsfriheden på nettet kommer efter massakren i Norge.

Aktivisterne i Antifascistisk Aktion kæmper mod racisme og nazisme, men at begrænse ytringsfriheden er ikke vejen frem.

- Ingen erfaringer viser, at det hjælper noget at begrænse ytringsfriheden på den måde. Hvis nazisme og fremmedhad skal stoppes, så skal det mødes af en konsekvent og kontinuerlig modstand fra civilsamfundet, siger antifascisternes talsmand Matthias, som ikke opgiver sit efternavn.

Reaktion på tragedien i Norge

Debatten kommer i kølvandet på Anders Behring Breiviks massemord i fredags i Oslo og på øen Utøya.

Breivik har begået sig i fora på internettet, hvor meget voldsomme ytringer mod bestemte grupper er ret normalt. Og også visse dele af debatten på nettet efter hans angreb er blevet kritiseret for at være for ekstreme.

Politikerne vil ændre lovgivningen

Det har fået blandt andre Socialdemokraternes politiske ordfører, Henrik Sass Larsen, til at foreslå en begrænsning af hadefuld debat på nettet. Han vil lade såkaldt skriftkloge vurdere, hvordan lovgivningen kan ændres.

Men samfundet skal ikke besvare udåden med mindre ytringsfrihed, mener talsmanden fra Antifascistisk Aktion.

- Selvfølgelig skal vi ikke det. Det er netop ytringsfrihed og demokrati, som vi kæmper for, siger han.

Kilde: Ritzau

Facebook
Twitter