Opdateret 31.10.2019 klokken 9.24: DR regner med at få en kommentar fra sundhedsminister Magnus Heunicke (S) i løbet af dagen.
Forældre har ikke kunnet købe smertestillende piller til deres børn som Pamol Flash eller Pinex Melt, fordi de er udsolgt på apoteket.
Omkring 1.300 forskellige lægemidler lige fra Gotur, marzine mod transportsyge til adhd-medicin, psykofarmika og salve mod hæmorider er for øjelikket heller ikke til at skaffe.
Som regel kan apotekere eller lægen dog finde andre lægemidler i stedet for det, som står på recepten, men Danmark er helt løbet tør for omkring 25 typer medicin, hvor der ikke er andre alternativer, vurderer Apotekerforeningen.
En af dem, som ikke har kunnet købe sin sædvanlige medicin, er 73-årige Arne Pedersen fra Ørum på Djursland.
Han lider af sygdommen Parkinson og har derfor brug for medicinen Sinemet for at styre rystelserne, men det var udsolgt.
Derfor fik han stukket et andet medicinmærke i hånden.
- Jeg blev tosset af medicinen. Jeg sad bare hjemme i stolen, kiggede lige ud i luften og foretog mig ingenting. Det er slet ikke normalt, siger han.
Manglen på medicin er et stigende problem.
I dag holder Lægemiddelstyrelsen en faglig konference, hvor ministeren, organisationer og industrien skal finde løsninger, så patienterne ikke pludseligt står uden medicin.
Utrygt at mangle sin medicin
Hvilken medicin, apotekerne ikke kan skaffe, ændrer sig løbende.
For øjeblikket er Parkinson-medicinen Sinemet ved at lande på hylderne igen, men til gengæld er andre lægemidler udsolgt.
Blandet andet kan apotekerne ikke skaffe Melatonin, der kan hjælpe med søvnløshed, og bestemte typer medicin mod smerter, gigt, eksem og et lægemiddel, som hjælper folk med adhd.
Når lægemidlet mangler på hylden, skal der oftest findes et alternativ.
Og det er ikke altid en god oplevelse, når det ikke er den sædvanlige medicin, man kan få med hjem, fortæller Arne Pedersen.
- Det er meget skræmmende. Jeg har altid klaret mig selv, så jeg er træt af, at når jeg har brug for hjælp, så skal jeg rende ind i sådan nogle problemer, siger han.
Manglen på medicin er et kæmpe-problem, mener formanden for Danske Patienter, Morten Freil.
- Vi undrer os over, at det kan ske i det danske sundhedsvæsen. Det skaber forvirring og utryghed, og i sidste ende går det ud over sikkerheden for patienter, mener han.
Ofte kan patienter få andre lægemidler end dem, der står på recepten, men der kan ske fejl, når patienter skifter til medicin med en anden dosis og pakning end den sædvanlige, fortæller Morten Freil.
Desuden er der risiko for, at patienter tager medicinen forkert, når den ikke ligner den, de kender, mener han.
Derfor mangler verden medicin
Selvom der er større mangel på medicin end tidligere, er situationen ikke kritisk, understreger Lægemiddelstyrelsen.
- Vi har ikke haft patienter, som har haft længerevarende kritisk mangel på medicin, hvor det har været problematisk for helbredet, siger Thomas Senderovitz, der er direktør for Lægemiddelstyrelsen.
Det er ikke kun Danmark, som løber tør for bestemte lægemidler, men mange lande er ramt. For eksempel har Norge i år haft fagligt møde om manglen på medicin, som er den værste i 10 år.
Sidste år holdt verdenssundhedsorganisationen WHO møde om manglen på antibiotika.
Der er flere forklaringer på, at Danmark løber tør for medicin, fortæller Lægemiddelstyrelsens direktør.
Medicin bliver i stigende grad produceret af få virksomheder, der typisk ligger i Kina og Indien.
Der kan være tale om jordskælv, eksplosioner eller problemer med kvaliteten af medicinen på fabrikkerne.
Medicin bliver ikke længere produceret til store lagre, så får én fabrik et problem, kan der opstå mangel på medicin i store dele af verden.
Samtidig kan prisen på lægemidler være lav i Danmark, så producenterne vælger slet ikke at sælge til danskerne i en kortere eller længere periode.
Endelig skal medicin mærkes på en ny måde, så det bliver svært at lave svindel. Det kan også give forsinkelser på medicin, før den nye mærkning fungerer, oplyser Thomas Senderovitz.
Bedre spot på kritisk medicin
Det er heldigvis de færreste gange, en patient går forgæves på apoteket, mener Industriforeningen for Generiske og Biosimilære Lægemidler.
Ud af over 11.000 forskellige lægemidler kunne patienten ifølge industrien i august ikke få et alternativ til cirka 40 lægemidler.
- Mangel på medicin er således på ingen måde et billede af den typiske situation i Danmark, skriver direktør for industriforeningen, Peter Jørgensen, til DR.
Han understreger dog, at hverken virksomheder, apoteker eller patienter kan være tjent med, at der indimellem er medicinmangel.
Det ville derfor være oplagt, hvis det blev helt tydeligt, hvilke lægemidler der er kritisk mangel på. Det kunne gøre, at industrien blev ekstra opmærksomme på at levere medicinen, der mangler, siger Peter Jørgensen.
Direktøren foreslår, at Lægemiddelstyrelsen sammen med industri, grossister og apoteker laver en liste over manglende lægemidler. Samtidig advarer industrien om tilfældige forhastede indgreb.
- Der er aldrig enkle løsninger på komplekse problemer, siger Peter Jørgensen.
Hvad kan apotekerne ikke skaffe af medicin?
Hvilken medicin, der ikke kan skaffes, ændrer sig løbende. For øjeblikket melder Apotekerforeningen, at 1.300 forskellige lægemidler er i restorder. For 26 lægemidler findes der ikke medicin, der direkte kan bruges som erstatning. Se listen her:
- •
Marcain-adrenalin, 5 x 20 ml, (bedøvelse)
- •
Loette 28, 84 stk. (blister), (p-piller)
- •
Canesten, 20 g, (svamp)
- •
Circadin, 30 stk. (blister), (melatonin-søvnregulerende)
- •
Tavegyl, 5 amp. a 2 ml, (allergi)
- •
Marzine, 10 stk. (blister), (transportsyge)
- •
Ciflox, 10 ml, (betændelse i ørerne)
- •
Dymista, 120 doser, (allergi - næsespray)
- •
Xeplion, 1 sæt (Abacus), (antipsykotika )
- •
Medikinet CR, 30 stk. (blister), (adhd/narkolepsi )
- •
Creon 40.000, 100 stk., (fordøjelsesenzymer)
- •
Cilest, 63 stk. (3x21) (blister), (p-piller)
- •
Daivonex, 100 g, (psoriasis)
- •
Frisium, 50 stk. (blister), (angst/uro)
- •
Irbesartan "Jubilant", 98 stk. (blister), (blodtryk)
- •
Canesten, 6 stk. (blister), (svamp)
- •
Aromasin, 30 stk. (blister), (antiøstrigen i forhold til brystkræft)
- •
Canesten, 1 stk. (blister), (svamp)
- •
Pinex, 10 stk. (blister), (smertestillende)
- •
Glyoktyl, 100 x 7,5 ml, (afføringsmiddel)
- •
Bricanyl Turbuhaler, 120 doser, (astma)
- •
Arthrotec, 100 stk. (blister), (smerter/gigt)
- •
Betnovat med Chinoform, 30 g, (eksem mod betændelse)
- •
Proctosedyl, 30 g, (hæmorider)
- •
Farmidur, 100 stk., (hjertekrampe)
- •
Sotalol "2care4", 100 stk. (blister), (betablokker)