Arbejdsløse 3F'ere får nedsat kontingent

3F'ere uden indtægt kan fortsætte med at være medlem af fagforeningen for cirka 30 kroner om måneden. FOA roser idéen.

Arbejdsløse 3F'ere, der er røget ud af dagpengesystemet, behøver ikke melde sig ud af deres fagforening, fordi de ikke har nogen indtægt.

3F har nemlig besluttet sig for at skære i kontingentet for ledige, så de kun skal betale omkring 30 kroner om måneden til en gruppelivsforsikring. For nogen kan det være en besparelse på 400 kroner om måneden, fortæller formand Poul Erik Skov Christensen til DR Nyheder.

- På den måde beholder vores medlemmer en livline til det faglige fællesskab, som en del af dem har været medlem af i mange år, siger han.

3F vurderer, at det vil koste hele organisationen op til fem millioner kroner om året, hvis mellem 9000 og 10.000 medlemmer mister retten til dagpenge i år.

FOA: Sympatisk idé

Poul Erik Skov Christensen regner ikke med, at de manglende penge i kassen vil skabe utilfredshed blandt de betalende medlemmer - tiltaget skal ses som en protest mod beslutningen om at halvere dagpengeperioden, slår formanden fast.

Idéen vækker genklang hos FOA. Her overvejer man at følge trop, siger formand Dennis Kristensen.

- Det er en sympatisk tanke, og jeg synes også, at vi i FOA bør dikskutere, hvad vi kan gøre for dem, der ryger ud i økonomisk uføre og risikerer at måtte fravælge deres medlemskab, siger formand Dennis Kristensen.

Facebook
Twitter