Arbejdstilsynet er gået over til uanmeldte besøg: Det giver byggefirmaer påbud på stribe

Arbejdstilsynet har taget en ny tilsynsmetode i brug, der afslører fire gange flere lovbrud på danske byggepladser.

Den nye metode er så effektiv, at beskæftigelsesministeren allerede nu vil gøre den forsøgsordningen permanent. (Foto: Kasper palsnov © Scanpix)

Arbejdstilsynet har taget nye metoder i brug, når de tjekker arbejdsmiljøet på landets byggepladser.

Det nye er, at Arbejdstilsynet kommer på uanmeldte besøg, tager en runde og tjekker samtlige firmaerne på byggepladsen og ikke kun tjekker et enkelt firma, som det eller har været kutyme hidtil.

Den første testmåned har budt på næsten fire gange så mange løftede pegefingre som normalt, viser et notat fra Beskæftigelsesministeriet.

Her fremgår det, at Arbejdstilsynet har været ude at inspicere 114 forskellige byggepladser, hvor 354 forskellige virksomheder er blevet kontrolleret.

Og mens det normalt kun er 13 procent af sagerne, der medfører påbud, forbud eller andre afgørelser, har den første testmåned haft konsekvenser i 43 procent af sagerne.

Bliver hilst velkommen af både arbejdsgivere og ansatte

Den nye metode skaber glæde i fagforeningen 3F, der mener, det er den helt rigtig vej at gå for at skabe et mere sikkert arbejdsmiljø på byggepladserne.

- Det er det helt sikkert, for det er de konkrete ting, uanset om firmaet hedder Jensen eller Hansen, der skal tages hånd om, siger Flemming Hansen fra Byggegruppen i 3F.

Også Dansk Byggeri, der organiserer virksomhederne på byggepladserne, er godt tilfreds med det nye værktøj, fordi Arbejdsmiljøet har været gode til at tage en dialog med virksomhederne.

- Når der har været en god dialog, så lærer virksomhederne også af det og kan rette ind, og det kommer der mere arbejdsmiljø ud af, siger arbejdsmiljøchef Mette Møller Nielsen.

Minister vil gøre ordning permanent

De nye metoder fra Arbejdstilsynet blev første gang taget i brug 1. november som en forsøgsordning.

Men beskæftigelsesminister Troels Lund Poulsen (V) er allerede overbevist, og vil lade forsøget fortsætte.

- Hvis det står til mig, vil jeg diskutere med forligskredsen, at vi selvfølgelig skal gøre den her ordning permanent. Og jeg er ikke et sekund i tvivl om, at det vil betyde færre arbejdsulykker, og at man vil prioritere sikkerhed højere, siger han.