Arbejdstilsynet undersøger arbejdspres på Skejby Sygehus

Personalet har ikke engang tid til madpakkerne og er stresset i fritiden, viser en rapport.

For tidligt fødte: Baby i kuvøse, Skejby Sygehus. Århus. (arkivfoto) (Foto: © Flemming Krogh, Scanpix)

En klokke ringer hvert femte minut, fordi en kollega har brug for assistance.

Der er flere gange ugentligt ingen tid til at spise madpakken, og udmattelsen påvirker ansatte så meget, at de efter arbejdet intet overskud har til et socialt liv.

Sådan beskriver personalet forholdene på Skejby Sygehus' fødeafdeling ifølge en rapport fra Arbejdstilsynet lavet i oktober, som DR Nyheder er kommet i besiddelse af.

Og det voldsomme arbejdspres som følge af flere og flere fødsler til færre hænder på afdelingen har resulteret i, at Arbejdstilsynet nu overvejer at give fødeafdelingen på Skejby Sygehus et påbud.

- Som vi oplyste på besøget (tilsynsbesøg, red.), overvejer vi at give virksomheden påbud om: At sikre at stor arbejdsmængde og tidspres på fødeafdelingen ikke forringer de ansattes sikkerhed og sundhed, skriver Arbejdstilsynet til ledelsen.

Ifølge ledende overlæge på fødeafdelingen på Skejby Sygehus, Jannie Dalby Salvig, er der ingen tvivl om, at det alt for høje arbejdstempo skyldes manglende hænder på afdelingen, siger hun til DR Nyheder.

- Vi skal skabe balance i jordemødrenes hverdag og få reduceret tidspresset, så det ikke går ud over medarbejdernes sundhed.

Presset over hele landet

Dermed bliver afdelingen på Skejby Sygehus endnu et fødeafsnit, hvor personalet er så pressede, at de ikke kan følge med længere.

Ej heller altid leve op til Sundhedsstyrelsens anbefalinger, der skal give sikkerhed for de fødende.

I går beskrev DR Nyheder, hvordan fødeafdelingen på Rigshospitalet havde lignende problemer. Klinikchefen har på grund af det alt for høje arbejdstempo og færre og og færre ressourcer valgt at stoppe efter 14 år.

Jordemoderforeningen beskrev endvidere, hvordan stress og arbejdspres er velkendt over hele landet.

På Odense Universitetshospital har fødeafdelingen siden i sommer haft et påbud fra Arbejdstilsynet.

- Når man bliver pålagt gentagne besparelser, kan man kun reducere tiden før fødslen og efter - ikke ved selve fødslen, og det har vi gjort. Vi kan nu se, at vi har spændt buen for hårdt. Jordemoderen kan dårligt nå at afslutte et fødselsforløb, før hun skal i gang med et andet, siger Jannie Dalby Salvig.

Har ændret beredskabet

Fødeafdelingen på Skejby Sygehus har i år øget bemandingen og set på udsvinget i antallet af fødsler for at komme problemerne til livs.

- Vi har forsøgt at lave et øget beredskab om sommeren, hvor vi ved, at der er flere fødsler. Det er en ny måde at bemande vores fødeafsnit på, og det skal vi nu prøve af.

Udfordringerne i forhold til arbejdstilsynets mulige påbud kan afdelingen godt løse, mener hun. Men besparelserne for 2017 er et langt større problem.

- Jeg kan være bekymret for, om det er nok. Vores virkelighed er jo, at vi dårligt kan nå at effektivisere, så vi indhenter en besparelse, før den næste besparelse kommer, siger hun.

Hun efterlyser en politisk anerkendelse af, at sundhedsvæsenet ikke er en fabrik, og der er en grænse for, hvor meget man kan effektivisere.

- Vi er nået dertil, hvor vi ikke længere kan skære i den bemanding, der er, siger Jannie Dalby Salvig.

ARTIKLEN ER OPDATERET 12.40. I en tidligere version af denne artikel fremgik det som om, at fødeafdelingen på Skejby Sygehus havde fået et påbud fra Arbejdstilsynet. DR Nyheder er nu blevet gjort opmærksomme på, at Arbejdstilsynet endnu ikke har taget endelig stilling og fortsat behandler sagen. DR Nyheder beklager fejlen.