Arkæologer finder runesten i Ribe

Et cirka en meter langt stykke af en runesten blev i dag fundet under udgravninger tæt ved Ribe Domkirke.

Den er knap så stor, som denne her i Jelling, men nu har Ribe også sin egen runesten. Den blev fundet under udgravninger i dag. (© Jellinge Museum)

For første gang nogensinde er der dukket en runesten frem af Ribes muld. Det skete i dag under udgravninger ved den gamle brandtomt tæt på Ribe Domkirke.

Her stod museumsinspektør ved de Sydvestjyske Museer, arkæolog Morten Søvsø pludselig med et cirka et meter langt stykke af en runesten i hånden.

- Det er meget overraskende, for vi har ikke tidligere fundet runesten i Ribe, siger Morten Søvsø. Han har som arkæolog altid drømt om en dag at finden noget rigtigt sjældent, som en nedgravet skat eller en runesten.

- Så det var ganske fantastisk at se runerne dukke frem fra støvet, da vi fik stenen børstet ren, siger Morten Søvsø.

Den fundne stykke er en del af en større runesten. Der er tydelige runer på, og dem skal arkæologerne nu igang med at tyde.

-Hvis Jellingestenen er et 10-tal på en skala fra 1-10, så er det her til et 8-tal, siger museumsinspektøren for De Sydvestjyske Museer.