Aromaterapi er godt mod depression

En britisk undersøgelse peger på, at terapi med aromatiske olier kan hjælpe patienter til at komme over depression og angst, langt hurtigere, end de normale behandlingsmetoder. Kræftens Bekæmpelse mener, det kan blive en del af den fremtidige behandling.

For første gang slår videnskaben fast, at massage med aromatiske olier hjælper kræftpatienter med depression og angst, skriver morgenavisen dato.

Det er forskere ved britiske Cancer Research UK, der har undersøgt, om det virkelig har noget på sig, at massage med aromatiske olier skulle virke mod angst og depression. Og det har det i højeste grad, viser det sig.

- Det er en vigtig undersøgelse i retning af, at de såkaldt alternative behandlingsformer bliver en del af horisonten, når man skal behandle kræftpatienter for angst og depression, siger Niels Viggo Hansen, ph.d. og formidler inden for alternativ behandling i Kræftens Bekæmpelse.

Har ingen bivirkninger

- Aromaterapi understøtter kroppens eget selvhelbredende system. Og i modsætning til antidepressiv medicin og andet psykofarmaka har det ingen bivirkninger, siger Karin Siff Munck, formand for Sygeplejersker til fremme og integration af Komplementære Terapiformer i Sygeplejen, et selskab under Dansk Sygeplejeråd.

Mens de mere alternative behandlingsformer er forholdsvis udbredt i blandt andet Storbritannien og USA, stiller det danske sundhedsvæsen sig mere skeptisk over for den slags.

Det etablerede system er forsigtigt på vej

Men den nye forskning bør tages til efterretning, mener Niels Viggo Hansen. Karin Siff Munck er enig - dog mener hun, at der allerede er en udvikling i gang inden for det etablerede system.

- Min klare fornemmelse er, at der faktisk er mange læger og sygeplejersker, der benytter sig af alternative behandlingsformer, men uden at rapportere det - simpelthen fordi det ikke bliver accepteret, hævder hun.

Undersøgelsen offentliggøres i den seneste udgave af Journal of Clinical Oncology.

FacebookTwitter