Arrangør bag klimamarch: Politikerne kan ikke ignorere 15.000 danske klimademonstranter

Både i Danmark og i udlandet demonstrerede flere tusind i dag for klimaet.

Tusindvis af mennesker deltog i dag i Folkets Klimamarch i København. (Foto: Olafur Steinar Gestsson © Scanpix)

Klimaengagerede demonstranter verden over har i dag været på gaden i et forsøg på at råbe lokale og internationale politikere op.

I en global og synkroniseret demonstration har folk i flere end 800 byer i 90 forskellige lande hele dagen deltaget i diverse klimaaktioner med et fællesbudskab om en hurtigere og mere effektiv grøn omstilling.

Herhjemme har flere tusinde danskere i København, Århus, Ålborg og Odense deltaget i ”Folkets Klimamarch”.

- Politiet siger, at der har været flere end 15.000 danskere på gaden i dag, og det gør det til den største klimademonstration siden COP15, siger Nikolaj Kornbech, talsperson for Folkets Klimamarch, der står bag dagens danske klimademonstration.

Ifølge Nikolaj Kornbech vidner det høje deltagerantal om, at danskerne efterlyser både flere og mere ambitiøse initiativer fra politikerne på klimaområdet.

- Hvis politikerne er i tvivl om, hvorvidt befolkningen er med på at skabe ambitiøse løsninger på klimaproblematikken, kan de ikke være i tvivl efter i dag. Så mange mennesker kan de ikke ignorere, siger Nikolaj Korbech.

De mange demonstrationer verden over sker i solidaritet med eventet #riseforclimate, som arrangeres af den internationale klimabevægelse.

Demonstranterne i København gik forbi Christiansborg og fortssatte forbi en række ministerier blandt andet Finansministeriet, Justitsministeriet og Klimaministeriet.

Folkets Klimamarch (Foto: Olafur Steinar Gestsson © Scanpix)

For arrangørerne bag dagens danske klimademonstration er det nødvendigt at råbe politikerne op og insistere på, at den grønne dagsorden bliver taget alvorligt.

- Vi går på gaden i dag for at sende et helt klart signal til politikerne, om at vi skal have en hurtig og retfærdig omstilling til 100 procent vedvarende energi senest i 2030, siger talsperson for Folkets Klimamarch, Sara Hellebek, og understreger, at det netop er lande som Danmark, der bør gå forrest i kampen for klimaet.

- Hvis vi skal sikre, at fremtidige generationer trives, så mener vi, at Danmark har et ansvar, og at vi som privilegerede danskere i et velstående samfund har et ansvar for at gå forrest i et globalt perspektiv, siger Sara Hellebek.

Politikerne er ikke grønne nok

I slutningen af april fremlagde regeringen sit energiudspil og præsenterede dengang udspillet som det mest grønne energiudspil en regering nogensinde har fremlagt.

Folkets Klimamarch i København (Foto: Olafur Steinar Gestsson © Scanpix)

Men selvom politikerne mener, at klimaet ligger højt dagsordenen, så er der behov for flere, langt mere vidtrækkende og ambitiøse initiativer, mener Sara Hellebek.

- Vi er nødt til at have nogle politikere, der også regulerer industrien og virksomhederne og sender dem i den rigtige retning. Vi står overfor nogle kæmpestore udfordringer, og dem er vi nødt til at løse kollektivt, siger Sara Hellebek.

Udover målsætningen om 100 procent vedvarende energi i 2030 var dagens klimademonstranter på gaden med budskabet, om at Danmark skal være CO2-neutralt i 2040.

Regeringen har som erklæret målsætning, at halvdelen af alt energiforbrug i Danmark skal komme fra vedvarende energi i 2030.

Facebook
Twitter