Arrangører mangler retningslinjer: Aflyser Copenhagen Half Marathon

25.000 løbere skulle have deltaget i årets Copenhagen Half Marathon. (Foto: Sarah Christine Nørgaard © Scanpix)

Det er ikke forsvarligt at sende 25.000 løbere ud på ruten i det indre København med corona i omløb, og derfor har arrangørerne aflyst årets Copenhagen Half Marathon i hovedstaden.

Det oplyser Sparta Atletik & Løb og Dansk Atletik i en pressemeddelelse.

Løbet var planlagt til at skulle løbe af stablen 13. september i år. Men fordi arrangørerne blandt andet ikke har fået retningslinjer fra regeringen for afholdelsen under corona-pandemien, kan det ikke gennemføres.

- Efter sidste år har den internationale løbescene virkelig fået øjnene op for vores event, og i år var 42 procent af alle tilmeldte fra udlandet, og mange ved ikke, hvordan de står i forhold til transport og overnatning med de nuværende regler, siger Dorte Vibjerg, der er administrerende direktør i Sparta Atletik & Løb

- Vi og deltagerne kan ikke vente til efter sommerferien på de nye retningslinjer for større arrangementer fra efter august, siger hun.

Løbsarrangørerne havde overvejet at udskyde årets løb til senere på året, men droppede de planer.

- Vi har talt om at rykke løbet til oktober, men der står vi stadig med de samme usikkerheder, og så er der også den faktor, at man kan opleve noget helt andet vejr til den tid og dermed en anden oplevelse. Og vi vil gerne bevare det brand, vi har oparbejdet, siger Dorte Vibjerg til TV2 Lorry.

Andre løb som Royal Run og DHL stafetten bliver heller ikke afholdt i år på grund af corona-krisen.

Copenhagen Half Marathon vender tilbage i 2021 og bliver afholdt 19. september.

/DR Nyheder

Facebook
Twitter