Asbest fra ’Eternitten’ i Aalborg har gjort Isabel syg af kræft: 'Støvet var over det hele'

70-årige Isabel Hedberg har fået den sjældne, men alvorlige lungehindekræft.

Selvom støv lå på blade, gader og stræder, da Isabel Hedberg var barn i Aalborg, var der ikke nogen, der dengang tænkte, at støvet kunne være farligt for mennesker.

I dag sidder den 70-årige pensionist med lungehindekræft, en uhelbredelig kræftsygdom, der skyldes asbest, som støvet fra Dansk Eternit Fabrik har ført med sig.

Hun ved derfor ikke, hvor lang tid hun har tilbage at leve i.

- Det er skræmmende at få den melding, at jeg har kræft, for jeg havde da ikke troet, jeg skulle rende ind i sådan noget, fortæller hun.

Haft fabrikken som nabo

Forskere fra Aalborg Universitetshospital har netop fundet frem til, at hvis man har haft Dansk Eternit Fabrik som nabo, mens fabrikken stadig brugte asbest, har man syv gange så stor risiko for at få lungehindekræft.

En kræftdiagnose, der i gennemsnit først stilles 40 år efter, en person har været i kontakt med asbest.

Hvad er lungehindekræft?

  • Lungehindekræft er en sjælden kræftsygdom, der i dag ikke kan kureres.

  • I Danmark skyldes sygdommen i langt de fleste tilfælde indånding af de kræftfremkaldende asbest-fibre.

  • Det tager typisk 40 år, fra du bliver udsat for asbest, til diagnosen lungehindekræft stilles.

  • Der er omkring 140 nye tilfælde om året i Danmark.

Isabel Hedberg har boet i Aalborg det meste af sit liv og har i cirka 35 år haft fabrikken som tæt nabo.

- Vi rendte og legede der rundt omkring, cowboy og indianere, spillede håndbold eller stikbold, fortæller hun om dengang.

- Der var jo støv i luften, der var støv i træerne. Det lå på gader og stræder. Rundt omkring. Vi har rendt i det. Spist det, hvis man kan sige det sådan.

Asbestose tog livet af Isabels bror

Hendes bror arbejdede på fabrikken, da Dansk Eternit Fabrik stadig eksisterede og brugte asbest i produktionen. I dele af den periode boede Isabel Hedberg hos broren og hans familie.

Isabel har blandt andet boet i Frydendal i Aalborg, da hun var barn.
Isabel har blandt andet boet i Frydendal i Aalborg, da hun var barn.

Fabrikken levede op til gældende lovgivning, dengang der blev brugt asbest i produktionen. Alligevel kom han hjem i sit støvede arbejdstøj, som blev vasket sammen med resten af familiens tøj.

Som mange andre, der har arbejdet med asbest på fabrikken, døde Freddy tidligt. Som 52-årig af sygdommen asbestose – en lungesygdom, der skyldes indånding af asbeststøv.

Det er især de bølgede eternitplader som disse, Dansk Eternit Fabrik er kendt for at have produceret med asbest (arkiv: Dansk Eternikfabrik i Aalborg i december 1980). (Foto: henning Bagger © Scanpix)

Derfor er det heller ikke en rar besked for Isabel Hedberg, at hendes kræftsygdom også kan forbindes med asbest.

- Der er det, jeg tænker, det var det, min bror døde af. Det skal jeg åbenbart også dø af.

'Jeg kan ikke købe et ekstra liv'

Om det er støvet med asbest, der blæste ind over dem, mens de legede som børn, eller det, som sad i brorens arbejdstøj, der har gjort Isabel Hedberg syg, er ikke til at vide.

Isabel Hedbergs kræft er vokset siden december, og om få dage skal hun have fjernet lungehinden på Rigshospitalet.

Men fordi Isabel Hedberg har boet sammen med sin bror, mens han arbejdede på fabrikken, er hun berettiget til en godtgørelse på 170.000 kroner fra staten for hendes kræftsygdom.

I dag er det muligt at få en godtgørelse, hvis du bliver syg og selv har arbejdet med asbest på fabrikken, eller du har boet med nogen, der har.

Nu foreslår Kræftens Bekæmpelse at udvide den ordning, så alle, der har fået lungehindekræft efter at have indåndet asbest, skal tilbydes en godtgørelse, som den Isabel Hedberg kan få – uanset, hvorfor eller hvordan de har indåndet det.

Selvom penge ikke kan gøre én rask, mener Isabel Hedberg selv, at forslaget er helt på sin plads:

- Det har nogle menneskelige omkostninger at få den her sygdom. Det er der absolut ingen, der vil ønske sig, skulle jeg lige hilse og sige.

- Det kan jo være et plaster på såret, selvom der ikke er noget plaster, der er stort nok til det her. Og det er en pose penge egentlig heller ikke i bund og grund, siger hun og fortsætter:

- Jeg kan ikke købe et ekstra liv, en forlængelse af et liv for de penge, men de kan måske gøre lidt godt for mig i den tid, jeg har tilbage. Hvor lang den så er, det ved jeg ikke.

Vil du gerne høre mere om 'Eternitten' og asbest i Aalborg? Hør P1 dokumentaren 'Asbestlaboratoriet Aalborg' her.

Hvilke sygdomme kan indånding af asbestfibre give?

  • Asbestose, som er en kronisk lungesygdom, og viser sig typisk 10-20 år efter udsættelsen for asbest.

  • Lungekræft, som typisk optræder 10-30 år efter udsættelse for asbest.

  • Lungehindekræft, som typisk opstår 15-50 år efter udsættelse for asbest.

  • Fortykkelse af lungehinden (pleura plaqes).

  • I sjældnere tilfælde kan der opstå kræftsygdomme i mave og tarm, hvis man har været udsat for asbest.

  • Asbest og tobaksrygning har en forstærket effekt på hinanden og øger risikoen for lungekræft, men ikke for lungehindekræft.

Facebook
Twitter