Aske endte i krig mod Danmarks allierede

Sønderjyde tog til Syrien for at kæmpe mod IS, men endte i krig mod Tyrkiet.

Da Lasse Frøsig får et farvelkram i døren af sin ven Aske, tænker han, at det er lidt mærkeligt.

Den dengang 21-årige Aske Barfod Sivesgaard skulle nemlig bare til København og besøge en ven. Det havde han i hvert fald sagt.

Men i virkeligheden er den unge sønderjyde på vej til Syrien for at kæmpe mod Islamisk Stat.

Danskeren ender dog i stedet i kamp mod Danmarks Nato-allierede: Tyrkiet.

Blev rekrutteret på Facebook

Dagen efter Askes afgang fra Aarhus i august 2017 modtog Lasse Frøsig en sms fra en fælles ven, som gav ham besked på at tjekke sin midterste reolskuffe.

Her fandt Lasse en række afskedsbreve, som Aske havde efterladt til sin familie og sine nærmeste venner.

- Jeg tror, jeg sidder de første 10 minutter og tænker sådan, 'hvad skal jeg gøre'. Jeg kan ikke rigtig forstå, hvad der i virkeligheden sker, fortæller Lasse Frøsig om oplevelsen til P1 Dokumentar.

I starten af 2017 var Aske Sivesgaard kommet i kontakt med den kurdiske militante bevægelse YPG via en facebookgruppe.

Ni måneder senere befandt sønderjyden sig i Irak 3500 kilometer fra hjemstavnen, mens han ventede på at blive smuglet til Syrien.

Fra murer til militant

Den unge sønderjyde er søn af en postomdeler og en mor, der er miljøteknikker i Aabenraa Kommune.

Trods en opfordring fra sin gymnasielærer til at læse historie på universitetet valgte han at blive murer.

Sønderjyden var inspireret af de internationale brigader fra Den Spanske Borgerkrig, som kæmpede mod Francisco Francos fascistiske styre.

I efteråret 2017 havde danskeren udskiftet murerskeen med maskinegeværet og befandt sig endnu i Irak. Her fik P1 Dokumentars journalist Tore Rørbæk, der var i Irak for at dække en kommende folkeafstemning, et tip om den kampklare dansker.

De to mødtes flere gange, og her fortalte Aske løbende om sine oplevelser.

Den unge sønderjyde skiftede sine jeans og t-shirt ud med militæruniform i Syrien. (Foto: PRIVAT © (c) DR)

Ved et af møderne fortalte Aske om træningen i brug af AK47, tungt maskinegevær og håndgranater.

- Lige nu glæder jeg mig til at være færdig med træningen, men der er stadig nogle ting, som jeg skal være mere obs på, så jeg ikke bare bliver sendt derud og bliver skudt med det samme, lød det fra danskeren, da han i oktober forberedte sig på at kæmpe mod IS.

I kamp mod Tyrkiet

Ved ankomsten til Syrien tilsluttede Aske sig en venstreorienteret gruppe, som kæmper side om side med YPG, men med udgangspunkt i et ønske om at opbygge et marxistisk samfund.

Da Aske afsluttede sin våbentræning, blev han sendt til den syriske by Raqqa, som kurderne lige havde erobret fra Islamisk Stat.

Her var det planen, at han skulle hjælpe med at stabilisere den tidligere IS-hovedby. Men den 20. januar tog situationen en alvorlig drejning, da Tyrkiet indsatte landtropper mod de kurdiske militser i Afrin-området i det nordlige Syrien, som Tyrkiet anser for at være terrorister.

Dermed var de kurdiske militser nu i kamp mod Danmarks Nato-allierede Tyrkiet - og med Aske i forreste linje i Afrin-området.

Herfra kunne Aske Sivesgaard gennem en norsk-kurdisk journalist fortælle P1 Dokumentar om militsernes guerillakrig i Afrins bakkede terræn mod de militært overlegne tyrkere, der havde både droner, kampvogne og F16-fly på deres side.

Familie: Vi får en anden søn hjem

Den unge sønderjydes beslutning om at drage til Syrien har hjemme i Aabenraa givet både anledning til tårer, bekymringer og eftertanke.

- Man tænker: ’Jeg ser ham måske aldrig mere. Jeg skulle have brugt mine chancer til at tale noget mere sammen, siger Askes far Severin Sivesgaard.

- Vi får ikke den samme Aske hjem igen. Som min mand siger, ’alle der rejser ud, har noget med hjem’, siger moderen Lise Sivesgaard.

- Han vil selvfølgelig være mærket af opholdet i Syrien, siger hun til P1 Dokumentar.

Familien kan dog glæde sig over, den seneste melding fra deres søn. Han fortæller nemlig, at han er i sikkerhed og på vej hjem.

Når han vender hjem, vil der højst sandsynligt vente et retsligt efterspil. En dansk-kurdisk kvinde har tidligere fået inddraget sit pas og fået udstedt udrejseforbud, efter hun valgte at drage til Syrien for at kæmpe mod IS.